Der er behov for ensartet vandhåndtering i kommunerne

Langt de fleste lokalplaner i dag indeholder elementer af vandhåndtering, men der kan være stor forskel på, hvor høj detaljeringsgraden er og hvilke krav, der stilles, til såvel private som offentlige byudviklere. Dette gælder også nogle gange indenfor den enkelte kommune. Og det er helt naturligt, for vi har alle vores faglige ståsted og erfaringer, som gør, at vi har mere fokus på noget end på andet.

En stigende trussel fra flere vandkilder kræver tværfaglig handling
Det, som er tendensen nu, er imidlertid, at vandhåndteringen bliver mere og mere kompleks. De ændrede klimaforhold byder, udover ekstremregn og øgede nedbørsmængder, på stigende grundvand og udfordringer med øget vandstand i have, søer og vandløb. Dertil kommer, at vi ikke har ret mange robuste udviklingsområder tilbage, når vi snakker bynær byudvikling. Byudviklingen har haft fart på i Danmark i en årrække, og mange af de områder, som vi kan bygge på i dag, ligger i lavninger, og dermed tæt på grundvandsspejlet. Det gør vandhåndteringen mere kompliceret.

Figur 1: Det ændrede klima giver mere vand fra alle sider og i nye mønstre. Klik her for at se figuren i fuldskærm.

Det betyder, at kommunerne har behov for at forholde sig til alle vandkilder, for at sikre borgerne mod oversvømmelser, og invitere alle vandfagligheder ind i arbejdet med udviklingen af nye byområder. Formålet med den tværfaglige tilgang er, at fremtidens planlægning af nye udstykninger sikrer plads til vandet, mens der stadig tages hensyn til rekreative arealer, bebyggelse og natur.

Med udgangspunkt i de øgede regnmængder, har mange lokalplaner i de seneste 10 år stillet krav til lokal håndtering af regnvand, som oftest ved nedsivning eller oprettelse af bassiner. Vi oplever dog oftere og oftere, at dette besværliggøres af højtstående grundvand eller en overbelastet recipient, som stiller helt andre krav til bassinkapacitet eller alternativ løsning. Det problem skal vi løse ved at sidde flere sammen om bordet.

Med input fra grundvands-, vandløbs-, spildevands- og kystafdelingerne, har kommunerne mulighed for at planlægge vandhåndteringen ud fra et større og mere bredtfavnende datagrundlag, og med inddragelse af afdelingerne for fx natur, vej, park og mobilitet, bliver kravene til rekreativitet og biodiversitet i tråd med kommunens strategi på området.

Et fælles udgangspunkt er første step

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan forholdene for vandhåndtering er. Nogle kommuner har lange kyststrækninger, hvor der er behov for at dæmme op for vandet, for at kunne udstykke et nyt område. Andre kommuner har meget højtstående grundvand, og andre igen har det hele. Det betyder, at man som kommune ikke bare kan ’gøre som de andre’. Man skal starte med at kigge indad og kortlægge de lokale forhold. Det kræver en fælles workshop for alle fagligheder, hvor man struktureret indsamler den viden, som skal danne grundlag for den endelige praksis for vandhåndtering - og der er mange fordele ved at involvere flere fagligheder fra start.

For det første får man et mere helhedsorienteret vidensgrundlag, men derudover skaber en tværfaglig tilgang også ejerskab bredt i kommunen, som optimerer det interne samarbejde omkring vandhåndtering i nye udstykninger. Hvis vandhåndtering bliver noget vi er ’enige om’, får vi strømlinet det administrative arbejde og ultimativt sikret, at vi behandler alle ens.

Hvad skal jeg bidrage med?

Som fagspecialist er man ofte koncentreret omkring sin egen faglighed, og det kan være svært at se synergierne og de mange påvirkninger, som spiller ind, hvis vi skal planlægge holistisk. Her kan det hjælpe med en fælles diskussion, som tager udgangspunkt i en kortlægning af den enkeltes rolle nu og i fremtiden, hvor medarbejderne stiller sig selv spørgsmålene:

1. Hvad er min rolle i vandhåndteringen?
2. Hvornår støder jeg på vandhåndteringsopgaver i min hverdag?
3. Hvordan og hvornår inddrages jeg i nye udviklingsplaner?
4. Hvilket input mangler jeg fra andre?
5. Hvornår er vandhåndteringen bøvlet for mig?
6. Hvornår og hvordan vil jeg gerne inddrages i fremtiden?

Ved at kortlægge roller og bindinger kan man udarbejde et arbejdsflow, hvor alle fagligheder tænkes ind, og hvor det er afklaret på forhånd, hvordan processen skal være, hvis samarbejdet skal køre optimalt. I arbejdsflowet ligger også den politiske inddragelse, som er nødvendig i flere steps i udarbejdelsen af vandhåndteringsplaner for nye områder.

Lovgivning og rammer

Som en del af udarbejdelsen af en fælles administrationspraksis for vandhåndtering i kommunen, er det helt essentielt at have styr på de rammer og regler, som regulerer den fremtidige arealplanlægning. I Planloven §11 a. står der, at Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for:

"18) udpegning af områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion, og for etablering af afværgeforanstaltninger til sikring mod oversvømmelse eller erosion ved planlægning af byudvikling, særlige tekniske anlæg, ændret arealanvendelse m.v. i de udpegede områder,

19) friholdelse af arealer for ny bebyggelse eller etablering af foranstaltninger til sikring mod oversvømmelse, når arealet er i væsentlig risiko for oversvømmelse, jf. kapitel 2 i lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer og bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet,"

Det betyder med andre ord, at kommunen er forpligtet til at forholde sig til risikoen for fremtidige oversvømmelser, og har et ansvar for, at vi ikke bygger os ind i nye problemer. Og det betyder også, at man som kommune både kan og skal stille krav til udviklingen af nye områder.

Stil de samme krav til alle!

En tværfaglig tilgang til vandhåndtering er den bedste garanti for, at vi får stillet de rigtige krav fra start og undgår at skabe oversvømmelsesrisici for borgerne i fremtiden. Men vi skal ville mere end det. Vi skal tænke biodiversitet, de naturbaserede og de multifunktionelle løsninger ind i de krav vi stiller, så vi sikrer helheden, der hvor vi bygger nyt.

Ved at skabe en fælles praksis for vandhåndtering, som inkluderer alle fagligheder, er det samtidig muligt at udarbejde en vejledning til byudviklerne med de krav og bindinger, som er relevante for den enkelte kommune, og dermed behandle alle ens. Sidegevinsten ved den tværfaglige tilgang er endvidere, at man med en fyldestgørende liste over krav, får et værktøj, som både sparer tid og hovedbrud for den enkelte medarbejder.