Et vandmiljø i knæ er også en kæp i hjulet på den grønne omstilling

Dette indlæg er skrevet af Jens Brandt Bering, koncerndirektør, og Karen Søgaard Christiansen, ekspertisechef, begge fra NIRAS.

Glasset er fuldt

Lad os lige starte med et kig på de her recipienter. Lad os kigge på det danske vandmiljø. For det er der stort behov for – som et smukt billede, der er ved at krakelere. Klip fra ’bøgen, der spejler sig i bølgen blå’, og så til fiskedød, udvaskning af kvælstof, PFAS-holdigt havskum, medicinrester og overløb med kloakvand. Det danske vandmiljø har det historisk dårligt grundet graverende problemer med næringsstoffer og miljøfarlige stoffer.

En 300 sider lang rapport fra marts 2023 (udarbejdet af bl.a. Cowi, NIRAS og Aalborg Universitet m.fl. for Miljøministeriet og Finansministeriet) fastslår, at: »Danmark ikke vil nå god økologisk tilstand for alle danske farvande i 2027 – som krævet i Vandrammedirektivet«.

Konklusionerne om vandmiljøets kritiske tilstand blev senest bekræftet af rapporten fra et internationalt ekspertpanel, som er sendt i høring sensommer 2023, men blev lækket til og beskrevet i pressen. Den internationale ekspertgruppe arbejder i regi af den såkaldte ’second opinion’ og slår fast med den ildevarslende formulering, at ”der er ikke noget ekstra råderum”, når det gælder vandmiljøets økologiske tilstand.

Også hvad angår den kemiske tilstand i landets kystfarvande, står det grelt til. Skulle man visualisere tilstanden, ville der rundt om stort set hele Danmark ligge et tykt, ildevarslende bælte af rødt, som taler et tydeligt sprog. Kort sagt – når det gælder den kemiske tilstand i vores vandmiljø, er glasset simpelthen så fuldt, at selv en dråbe mere udledning af selv det reneste vand mange steder vil være for meget.

(artiklen fortsætter under billedet)

Vi ligger, som vi har redt

At vi står i en kritisk situation, får man også bekræftet, når man observerer, hvordan praksis har udviklet sig i Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser vedr. udledningstilladelser de seneste år. Lidt populært sagt har man skruet bissen på, og ligesom det er blevet stadigt sværere at få en udledningstilladelse, er det blevet oftere at afgørelser bliver ophævet og hjemsendt med henvisning til påvirkningen af vandmiljøet. Denne ændring i praksis i Danmark er naturligvis også afledt af EU-domstolens afgørelser og pres fra EU’s Vandrammedirektiv samt Danmarks problemer med at leve op til dette. Og at vi skal gå langt for at værne om Danmarks vandmiljø, det kan naturligvis ikke diskuteres.

Langt hen ad vejen ligger vi, som vi har redt. Efter ”de gyldne år” tilbage i 80’erne og 90’erne, hvor Danmark på baggrund af en forbilledlig og ambitiøs miljøpolitik blev et foregangsland inden for vandmiljø og vandteknologi, er vi desværre faldet af på den. Nu minimumsimplementerer vi helt målrettet EU’s miljølovgivning – Erhvervsstyrelsen guider endda på sin hjemmeside med fem formulerede principper til, hvordan barren ikke bør sættes for højt, og muligheder for dispensationer bør udnyttes. Det fordrer absolut ikke en god innovationshøjde for dansk vandteknologi, at ambitionsniveauet sættes så lavt. Samtidig har selvsamme politikere fortsat høje forventninger til, at Danmark skal kunne eksportere vandteknologi og fastholde den styrkeposition, vi opnåede takket været 80’ernes og 90’ernes ambitiøse lovgivning. Den selvmodsigelse kan man kun ryste på hovedet af.

Den uambitiøse vandmiljøpolitik, som Danmark har ført de seneste 25 år, svigter borgerne og miljøet, udhuler eksportpotentialet i vandbranchen og forhindrer, at vi får håndteret fortidens synder som fx PFAS og pesticider i vores vandmiljø.

(artiklen fortsætter under billedet)

Løsninger på den lange bane

I det følgende prøver vi at give bud på, hvad der kan gøres for at redde Danmarks vandmiljø. Først med fokus på en langsigtet kursændring, hvor målsætningen bør være at rette op på vandmiljøets generelle tilstand over de næste ti til tyve år. Det handler naturligvis om at passe på vores natur og miljø. Men det handler også om at komme tilbage til et fornuftigt leje, hvor det er muligt at gennemføre meningsfulde projekter inden for klimatilpasning, byudvikling, industriel produktion og grøn omstilling, som forudsætter, at der kan udledes renset vand til en recipient. Her bør vi ændre følgende fire ting:

• Vandmiljøpolitik: Helt overordnet skal vi væk fra den uambitiøse miljøpolitik, som minimumsimplementerer EU’s miljølovgivning og leder efter dispensationsmuligheder samt andre smuthuller. Vi har før givet et bud på konkret ny lovgivning. Med en ny ”Lov om overløb, biodiversitet samt vandkvalitet i vandløb og søer” bør vi decimere antallet af overløb, hvor urenset spildevand ledes direkte ud i vores natur ved skybrud eller oversvømmelse mv.
• At tage landbrugsarealer ud af drift: Det er indlysende, at vores landbrugsdrift i visse områder er gået for vidt, og særligt lavbundsarealer og dyrkede arealer i direkte kontakt med sårbar natur bør tages ud af drift og omlægges til natur. Generelt bør landbrugets udledning af næringsstoffer reduceres markant, hvis tilstanden i vandmiljøet skal forbedres.
• Datagrundlag: Vi skal blive langt bedre til at kortlægge, monitere og vurdere de danske vandområder. Vi skal indsamle data om vandkvalitet i hele landet via eksempelvis IoT, sensorer og samkøring af data etc. Pt. kender vi rundt regnet tilstanden i fem procent af vores farvande. Det er simpelthen ikke godt nok. Og med en bedre databaseret forståelse for problemerne, og tilhørende analyser og vurderinger, kan vi også sætte ind mere målrettet. Vi anbefaler en national vandmiljø-tilstandsvurdering og -kortlægning á la den Danmark foretog på grundvandsområdet i 00’erne.
• Generel kildeopsporing: Vi skal åbne muligheden for kildeopsporing i vores spildevandssystemer og se ind i revurdering af eksisterende tilladelser. Det handler om muligheden for, at miljøfremmede stoffer skal fjernes ved den virksomhed, der genererer spildevandet. På den måde vil man kunne undgå den meget udfordrende situation, at renseanlæg i Danmark skal indrettes med vidt forskellig teknologi og designes til at imødegå vidt forskellige, lokale rensebehov, som opstår på grund af virksomheders aktiviteter.

På den lange bane vil ovenstående tiltag sikre, at glasset ikke længere er fyldt, så det igen bliver langt nemmere at udstede udledningstilladelser.

Løsninger på den korte bane

Samtidig med, at vi ændrer kursen på den lange bane, bør vi også kigge på muligheder for at arbejde videre under de nuværende, svære betingelser. Det handler om at kunne fortsætte fx klimatilpasningen af Danmark, den grønne energiomstilling, udvide vores byer og fabriksanlæg. Lad os her huske på, at kommer vi ikke i mål med disse aktiviteter, så ser det heller ikke godt ud for vores vandmiljø – men det er klart, at løsningerne og udviklingen skal tage hensyn til natur og vandmiljø. Derfor har vi brug for virkemidler, som giver mulighed for at gennemføre projekter uden at vandmiljøets langsigtede tilstand forværres. Det kunne være:

• Øget brug af erstatningsnatur og -biotoper: Dette arbejdsprincip - som primært kendes fra storskala national infrastruktur – skal udbredes til flere og også mindre projekter. Ved fx at anlægge ny våd natur, kan der ske tilbageholdelse af fx næringsstoffer fra oplandet.
• Øge muligheder for recirkulering af vand: Flere muligheder for genanvendelse af vand, produktion af vand til industrielle formål og i det hele taget arbejde med vand ”fit for purpose”, så alt ikke behøver at være drikkevandskvalitet eller baseret på grundvand - og mindre vand dermed skal udledes.
• Reduktion af andre kilder: Vi skal tænke projekter som helheder og ikke kun fokusere på få konkrete parametre. Fx kunne det være, at en bygherre, der vil udlede renset vand til en recipient, kan fjerne andre forureningskilder i recipienten, som så skaber plads til at udlede vand hertil. For nogle bygherrer kan løsningen være at slå flere projekter sammen, men det kræver altså en helhedstænkning.
• Mere effektiv rensning: Miljølovgivningen stiller et krav om, at vand, der udledes, renses med anerkendt BAT-teknologi (Best Available Techniques). Men det kan faktisk gøres endnu bedre. Der findes flere teknologier på markedet, som ikke har været taget i anvendelse, da det ikke er anerkendt BAT-teknologi. Ved at kigge på lokalt, hvad det specifikke rensebehov er og evt. kombinere flere forskellige teknologier, kan man tage skridtet videre fra BAT til en endnu mere effektiv og målrettet vandrensning. Debatten om BAT i branchen skal være med til at skubbe på, at andre renseteknologier tages i anvendelse, og der kan ske en øget udvikling og forbedring af teknologierne.
• Rensning af recipienten: En mulig løsning, som er afprøvet, er at påbegynde målrettet rensning af den recipient, man vil udlede til. Man rydder altså op i vandmiljøet samtidig med, at man begynder at udlede vand til det. Den tilgang er i tråd med vandrammedirektivet og kræver naturligvis, at man monitorerer recipienten og hele tiden fjerner mere belastning, end man tilføjer. Det er dog ikke efter vores overbevisning en bygherreopgave, men en opgave som bør varetages af myndighederne og særligt Staten for at leve op til forbedringsforpligtelsen i vandrammedirektivet således, at den gode tilstand kan opnås.
• Målrettet kildeopsporing: Kildeopsporing kan også være en løsning på den korte bane. Hvis der er en oplagt kilde i oplandet, kan løsningen være at fjerne den.
• Dispensation med monitering: For særligt samfundskritiske projekter, hvor alle andre muligheder er udtømte, kan man overveje dispensation ledsaget af monitering og dokumentation af konsekvenserne.

Ved lavpraktisk og pragmatisk anvendelse af disse værktøjer kan vi finde lokale løsninger på den korte bane. Det kræver en mere modig og kreativ forvaltning, hvor åben og tidlig myndighedsproces bringes i højsædet sammen med lokalspecifik recipientviden.

Dette indlæg er også bragt som kronik i mediet CleantechWatch den 22. november 2023. Find indlægget her.