Indsigt

Klimatilpasning af Danmark vejer for lidt på den politiske vægtskål

Jens Brandt Bering, koncerndirektør for forsyning, NIRAS.

Når det gælder sikkerhedspolitik og pandemi, har Danmark de seneste år udvist stor handlekraft. Det bør vi også gøre, når det gælder oversvømmelser. Her er syv anbefalinger til Danmarks klimatilpasning.

23. januar, 2025

Dette indlæg er skrevet af Jens Brandt Bering, koncerndirektør for forsyning i NIRAS. Det er også bragt som kronik i mediet Klimamonitor her.

Vi ser det gang på gang. Lovudspil bliver udskudt. Politiske processer trækker i langdrag. På trods af at ekspertpaneler fremlægger anbefalinger, og at forskningen udgiver rapporter. Der sker bare alt for lidt på området for klimatilpasning af Danmark. Årsagen? Jeg kan ikke se anden, end at klimatilpasning – og andre områder relateret til miljø og klima for den sags skyld – hele tiden bliver en tabende agenda i politikernes prioritering. I hvert fald, når vi skal fra skåltaler, visioner og strategier – som der er mange af – til investeringer og implementering.

Så hvad skal der til? Skal det koste liv, som oversvømmelserne i Centraleuropa gør, før klimatilpasningen bliver vigtig nok på den landspolitiske dagsorden?

Vi skal anerkende, at der kommer politiske udspil, eksempelvis Regeringens National Klimatilpasningsplan I, og senest de Konservatives ”Vi kan stadig nå det”, og der bliver faktisk udført et stort arbejde ude i kommunerne og i deres vandselskaber. Men tempoet er for lavt, og på landspolitisk niveau sikrer man ikke tilstrækkelig ambitiøs lovgivning og de nødvendige økonomiske rammer.

Vi ved, at klimaudfordringerne kommer; stormfloder, højtstående grundvand, mere hverdagsregn, hyppigere skybrud, flere oversvømmelser, flere tørkeperioder. Vi ved, det sker foranlediget af menneskeskabte klimaforandringer, og vi ved også, at det går meget trægt og vil tage årtier at stoppe udviklingen.

Naturligvis skal vi ikke droppe bestræbelserne på at mitigere klimaforandringer igennem CO2-reduktioner. Også dér skal vi øge vores indsats – men uanset, hvor meget CO2 vi reducerer i Danmark, vil vi blive ramt hårdt af stigende vandmængder som et resultat af de globale udledninger. Det fremgår af FN’s Emission Gab Report fra oktober i år, at vi nu sigter mod en temperaturstigning på 2,8 grader, og at vi derfor må opgive målet om en maksimal stigning på 1,5 grad. Jeg er også nødt til at nævne Stern-rapporten fra 2006: “The Economics of Climate Change”: Forebyggelse er billigere end udbedring, og vi kan stadig nå at beskytte os, hvis vi handler nu. Ergo, klimaforandringerne kommer i betydelig grad. Netop derfor er vi nødt til sætte meget mere resolut ind ift. vores tilpasning til klimaforandringerne i Danmark.

"For når der fra politisk hold bliver fremført, at det ikke må blive dyrere at være dansker, er det et komplet populistisk blålys. Sådan en udmelding er en klokkeklar forsikring om, at politikerne ikke har forstået problemets omfang."

Jens Brandt Bering, koncerndirektør i NIRAS.

Som at slukke en ildebrand langsomt

Lad os lige tage nogle tal om klimatilpasning: For et år siden, oktober 2023, foreslog Regeringen med sit udspil til ’Klimatilpasningsplan 1’ at afsætte i alt 1,3 milliarder kroner til området. Men samme år, 2023, blev danskerne ifølge tal fra Forsikring & Pension (F&P) samlet set ramt af klimarelaterede skader for over 3 mia. kroner. I forbindelse med stormfloden i oktober 2023 estimerede F&P, at erstatningsomkostningerne ville beløbe sig til 1,1 mia. kroner. Det store skybrud, der 2. juli 2011 ramte hovedstadsområdet, kostede ifølge F&P forsikringsselskaberne – og dermed forsikringstagerne – 6,2 mia. kroner. Og samlet set har naturkatastrofer i perioden 1980 til 2022 kostet Danmark 66 mia. kr. i skader (kilder på disse tal findes i HOFORs Hvidbog om klimasikring, 2024).

Set i det lys, svarer ´Klimatilpasningsplan 1´ til at slukke en ildebrand langsomt – det giver simpelthen ikke mening. Nok er det velment, men det er for lidt og for langsomt. Langsom brandslukning er mere krævende, frustrerende og dyrere – og det er ikke en strategi at regne med, at ilden går ud af sig selv. Sådan forholder det sig også med klimatilpasningen af Danmark. Ganske vist investerer Danmark betydeligt mere i klimatilpasning end angivet i ’Klimatilpasningsplan 1’, dog stadig langt mindre end vi har skader for.

Det er min vurdering, at vi inden for få år kommer til at opleve afledte konsekvenser af, at vi i Danmark ikke længere har styr på vandet. Igennem årtier har ’styr på vandet’ ellers været ét af Danmarks positive, internationale trademarks, når globale virksomheder skulle beslutte placering af fabriksanlæg – det trademark har skiftet fra grønt til mørkegult. Vi skal have styr på vores vand igen, så vi ikke mister de industrielle produktionsinvesteringer, som er så altafgørende for grundlaget for vores velfærdsøkonomi.

Helt nøgternt må vi konstatere, at vi kommer til at betale en meget stor regning, uanset hvad vi gør. Der er brug for milliardinvesteringer i klimatilpasning af Danmark, og foretager vi ikke disse investeringer langt hurtigere end i dag, kommer vi helt sikkert til at betale endnu mere for skaderne. Vi bør investere langt mere markant i klimatilpasning, fordi det giver samfundsøkonomisk mening – og vi skal gøre det langt hurtigere, så vi undgår skader, mens vi tilpasser.

(artiklen fortsætter under billedet)

Oversvømmelse på Ringgaden i Aarhus. Foto: Aarhus Kommune.

Barrierer og løsninger

Herfra bliver det straks sværere. For når man dykker ned i de konkrete problemstillinger inden for eksempelvis regnvand eller stormflod bliver klimatilpasning til langt mere komplekse problemstillinger, hvor de tekniske løsninger, aktørerne, ansvaret, økonomien og lovgivningen er vidt forskellige.

Det er komplekse spørgsmål, som ofte også kan udvikle sig til ophedede diskussioner. Jeg har ikke alle svarene parat, men grundlæggende ved vi, det er fornuftigt at stræbe efter kollektive løsninger på vores vandudfordringer. Klimatilpasningen skal planlægges ud fra vandoplande og ikke ud fra kommunegrænser eller matrikelgrænser – som vand i sagens natur ikke respekterer. Vi er nødt til at kigge på tværs og lave fælles løsninger, hvor det er muligt. Som situationen er nu tilpasser borgere og virksomheder sig lokalt, da det kollektive tempo er for lavt, hvilket er uhensigtsmæssigt og ofte cost-ineffektivt. Ligeledes ved vi, at det er muligt at skabe klimatilpasning i form af ”Kinder æg”, som ikke bare forhindrer oversvømmelser, men også øger områders rekreative værdi og forbedre biodiversitet og vandkvalitet – ofte igennem borger- og interessentinddragende processer og i form af naturbaserede løsninger med et relativt mindre CO2-footprint. Senest er samtænkning med den Grønne Trepart oplagt.

Her følger tre anbefalinger til Danmarks klimatilpasning med fokus på regnvand:

Effektiviseringskrav: Reguleringen af de kommunale vandselskaber bør ikke bremse klimatilpasningsindsatsen, hvilket sker i dag via et effektiviseringskrav på afholdte – konkurrenceudsatte – anlægsudgifter. Derfor; løft klimatilpasning ud af det kommunale anlægsloft og fritag vandselskabernes anlægsudgifter til klimatilpasning fra effektiviseringskrav i 10 år efter endt udførelse.
Samfundsøkonomi: Det er fornuftigt, at det er bestemt ved lov, at man i klimatilpasningsprojekter, der imødegår risikoen for skybrud, skal regne på samfundsøkonomi. Men det er for ensidigt, hvis det kun skal være de såkaldte optimum scenarier, hvor forskellen mellem de samfundsøkonomiske omkostninger og gevinster er størst, som kan resultere i et klimatilpasningsprojekt - positiv samfundsøkonomi bør være en tilstrækkelig ambition.
Serviceniveau: Det er fornuftigt, at Staten beslutter et minimums serviceniveau, som udstikker en national rettesnor for klimatilpasningen af Danmark til hyppigere skybrud. Men det bør ikke begrænse kommunerne og deres vandselskaber i at træffe lokale beslutninger, der er mere ambitiøse – her må lokaldemokratiet råde.

Her følger fire anbefalinger til Danmarks klimatilpasning med fokus på stormflod:

Oversvømmelsesdirektiv vs. habitatdirektiv: Prioritér oversvømmelsesdirektivet højere end naturbeskyttelsesdirektivet med niche-lovgivning. Mange projekter kuldsejler, fordi de skrappe natur- og miljøkrav skal overholdes. På nuværende tidspunkt vægter habitat- og vandrammedirektiv højere end oversvømmelsesdirektiv, hvilket spænder ben for at kunne opnå de bedste tekniske løsninger. Og indimellem sker det, at konsekvensvurderinger bliver dyrere end selve projekteringen af projektet. Supplér med krav om etablering af ’erstatningsnatur’, hvis naturen må vige for beskyttelsen.
Arealværdi i kystzonen: Gør det umuligt at øge værdierne i erosionstruede eller lavtliggende kystområder. Strandbeskyttelseslinjen er allerede gældende, men alligevel opnås tilladelse til nye byggerier eller ombygninger af ældre bygninger til andre funktioner, som f.eks. hoteller. Dette af hensyn til turisme. Men det vil på sigt blive problematisk som følge af havspejlsstigningerne.
Tilbagerykningsstrategi: Tilpas lovgivningen og støttepuljer til at fremskynde tilbagerykning fra sårbare områder, frem for kun at fokusere på beskyttende tiltag, som har et par årtiers effekt. Kystpuljen bør også kunne give midler til opkøb af ejendomme, således at nogle ejendomme kan nedrives frem for at blive beskyttet.
Forsikring og erstatning: Det bør tydeliggøres i samarbejde mellem forsikringsselskaber, naturskaderådet og evt. ejendomsmæglere, hvordan forsikrings- og erstatningsmuligheder vil se ud fremadrettet. Derudover også om det er mere værdiforringende at miste sin udsigt frem for at have en fortsat risiko for oversvømmelse. Forholdet mellem erstatningsmuligheder, værdi af ejendomme ved gensalg samt forsikringsmuligheder bør tydeliggøres for grundejerne.

Et komplet populistisk blålys

Man kan sige, at klimatilpasning ikke er raketvidenskab. Det er kendte løsninger og teknologier, som vi i Danmark har erfaring med – vi ved, hvad der virker. Men det står klart, at vi har brug for mere politisk fokus på området, den bedst mulige klimatilpasning, mere tempo samt langt større investeringer. Ellers bliver vi før eller siden tvunget til at tage andre diskussioner – nemlig om hvilke konsekvenser, vi som samfund er parat til at acceptere.

Men måske er der et nybrud på vej. Hjælp fra en uventet kant, om man vil. For ligesom krigen i Ukraine gjorde el- og gaspriser og forsyningssikkerhed til noget, som alle kunne tale med om, lader det til, at klimatilpasning som emne er ved at flytte ind hos Hr. og Fru. Danmark.

Hvis det er en dystopisk tv-serie af Thomas Vinterberg, der skal til for at skabe den fornødne bevågenhed om et emne, som mange gode kræfter ellers har råbt op om i årevis, så fint herfra. Bare der kommer politisk fokus på problemet, og bare vi som land begynder at handle.

Som Mario Draghi skrev i sin rapport om den europæiske konkurrenceevne tilbage i september, er én af vores kontinents største svagheder, at vi mangler mod til at tage investeringsrisici i forbindelse med store statslige investeringer – som eksempelvis Inflation Reduction Act (IRA) i USA for at fremme grøn energi. Dét er blandt andet ved at sejle EU og Danmark agterud i kampen om den grønne energiomstilling. Vi har modet i tilfælde af krig og pandemi, men åbenbart ikke ift. klima, miljø og oversvømmelser. Der skal detailreguleres og regnes samfundsøkonomi og business cases ned på projektniveau, før vi kan handle. Under normale omstændigheder er dette en udmærket tilgang. Men klimatilpasning er ikke en normal omstændighed, da det bliver dyrere, hvis vi handler langsomt i bekymringen for nogle fejlinvesteringer.

For når der fra politisk hold bliver fremført, at det ikke må blive dyrere at være dansker, er det et komplet populistisk blålys. Sådan en udmelding er en klokkeklar forsikring om, at politikerne ikke har forstået problemets omfang. For klimatilpasning af Danmark bliver enormt dyrt! Men det bliver endnu dyrere, hvis vi ikke begynder at gøre meget mere, og gør det nu.