Indsigt
Blødgøring af drikkevand kan have en række økonomiske og miljømæssige fordele i områder med hårdt drikkevand. Derfor er blandt andre HOFOR og Frederiksberg Forsyning i gang med at implementere central blødgøring af drikkevand på deres vandværker.
Samtidig reklamerer private virksomheder for blødgøringsanlæg, som private kan installere i egen husstand eller boligforeninger, og som dermed giver forbrugerne mulighed for blødgjort vand, hvis ikke det leveres centralt.
Så mange husstande sagde, at de er villige til at betale mere for vandet, hvis det er blødgjort centralt, i en rundspørge, som Solrød Vandværk for nyligt har udført blandt 2.485 husstande.
Forbrugerne ønsker blødere vand for især at reducere gener fra kalkudfældninger i for eksempel husholdningsapparater og i brusekabinen, og mange er også villige til at betale for det. I 2016 gjorde ny lovgivning det endvidere muligt at sælge decentrale blødgøringsanlæg og installere dem i private husholdninger – det åbnede dermed et nyt marked.
Solrød Vandværk har eksempelvis for nylig undersøgt interessen for blødgøring i en forbrugerundersøgelse. Blandt 2.485 husstande var 82 % villige til at betale mere for vandet, hvis det er blødgjort centralt. Samtidig har ca. halvdelen af husstandene overvejet at installere et private blødgøringsanlæg, og 8 % har allerede et decentralt blødgøringsanlæg.
En ny dansk-hollandsk undersøgelse sammenlignede tre teknologier til central blødgøring med tre teknologier til decentral blødgøring (se boks nederst). De decentrale blødgøringsteknologier var 8-10 gange dyrere end de centrale teknologier, hvor ionbytning i eksemplet var den dyreste med næsten 14 kr. pr. m3.
Eksemplet indikerer, at det er billigere at blødgøre drikkevandet centralt. Samtidigt sættes der spørgsmålstegn ved, om decentral blødgøring hos forbrugerne vil give de samfundsøkonomiske gevinster, som rapporter fra blandt andre COWI og Rambøll har beregnet for central blødgøring.
Langt de fleste blødgøringsteknologier giver et øget vandforbrug på grund af selve blødgøringsprocessen. Det varierer meget afhængigt af teknologien, hvor meget vand der skal bruges til processen. I eksemplet med den dansk-hollandske undersøgelse varierede vandforbruget fra ca. 1 % af den totale mængde produceret vand for central pelletblødgøring til 9 % for central nanofiltrering, og decentral omvendt osmose toppede med et vandforbrug på > 100 % af den producerede mængde.
Decentral ionbytning har ifølge producenterne et vandforbrug på 3-5 % og ligger dermed nogenlunde i midten. Spildevandet fra ionbytteranlæg er meget saltholdigt, og nogle vandværker har problemer med at få udledningstilladelse til at aflede dette salte vand til kloak. Private forbrugere kan udlede spildevand fra decentrale ionbytteranlæg til kloak uden udledningstilladelse.
Decentrale blødgøringsanlæg er ofte baseret på ionbytning, hvor calcium og magnesium udbyttes med natrium, der ikke bidrager til vandets hårdhed. Ionbytning anvendes hyppigt i industrien, og Tårnby Vandværk blødgør vandet centralt med ionbytning. Anlæggene fjerner stort set al hårdhed fra vandet, og man opnår den ønskede hårdhed ved at lede en vandstrøm uden om anlægget. Dermed overlades fastlæggelsen af den endelige vandkvalitet til forbrugerne.
Du kan finde Camillas ph.d.-afhandling her.
Denne artikel er også bragt i DANSKVAND april 2021. Se den hos DANSKVAND her.
Vandkvalitet
De decentrale ionbytteranlæg skal indstilles manuelt baseret på drikkevandskvaliteten og den ønskede hårdhed, og netop denne frihed kan have negative konsekvenser for drikkevandskvaliteten. Natriumkoncentrationen i vandet stiger som følge af ionbytterprocessen og kommer i nogle dele af Danmark hurtigt over grænseværdien i Drikkevandsbekendtgørelsen på 175 mg/L.
Samtidig kan anlæggene indstilles, så alt hårdhed i vandet fjernes, hvilket er gavnligt for reduktion af kalkbelægninger i fx elkedlen og brusebadet, men fører til kalkopløsende (”aggressivt”) vand, der kan give anledning til korrosion. Magnesiumkoncentrationen reduceres, hvilket ikke er ønskeligt ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv. Selvom forbrugerne har købt et drikkevandsgodkendt anlæg, er det muligt at indstille anlægget, så drikkevandet ikke længere lever op til Drikkevandsbekendtgørelsen.
Der er blødere vand på vej til mange forbrugere, og hvis ikke det implementeres centralt på vandværkerne, vil mange forbrugere forventeligt installere decentrale anlæg. Spørgsmålet er, om forbrugerne stadig er positive over for central blødgøring, hvis de allerede har investeret i et decentralt anlæg?
De decentrale anlæg kan imidlertid have nogle negative konsekvenser i form af et højere vandforbrug, udledning af salt spildevand til kloakken, og der er risiko for, at forbrugerne drikker vand, der ikke lever op til Drikkevandsbekendtgørelsen.
Camilla Tang på DTU fredag d. 18. juni 2021 kort efter, at hun forsvarede sin ph.d.-afhandling om blødgøring af drikkevand.
Opsummerede resultater fra undersøgelse (se boks), der sammenlignede tre teknologier til central blødgøring (CARIX®, pelletblødgøring med Ca(OH)2 og anaerob nanofiltrering) og to teknologier til decentral blødgøring (ionbytning og omvendt osmose). Klik for at se tabellen i større format.
Camilla Tang
Specialist
Allerød, Denmark
Camilla Tang er specialist i blødgøring og avanceret vandbehandling. Hun er uddannet civilingeniør i miljøteknologi fra DTU i 2016. I sommeren 2021 forsvarede hun sin ph.d.-afhandling, som blev udført i et samarbejde mellem DTU Miljø, HOFOR og NIRAS. Forskningsprojektet har udviklet basis for et beslutningsværktøj, som forsyningsselskaber kan følge, når de skal vælge den mest optimale løsning til blødgøring.
Kontakt
