Spar stormflodserstatningen og brug pengene på ordentlig stormflodssikring

I Jyllinge Nordmark har grundejerne ud til Roskilde Fjord et lidt anstrengt forhold til matematik og sandsynlighedsregning. På tre år har de flere gange kæmpet mod vandstande, der rent statistisk kun forekommer én gang på hundrede år. Ja, rent faktisk var oversvømmelserne efter stormen Bodil i 2013 så massive, at de faldt i kategorien ”statistisk tusindårs-hændelse”. 

Kort før årsskiftet 2016/2017 var den gal igen. Stormen Urd havde presset så meget vand ind i Østersøen og videre op i den Botniske Bugt, at det skvulpede gevaldigt, da vandet ramte danske kyster på vej tilbage, og den såkaldte Urd-2 udløste hundredeårs-hændelser i blandt andet Hvidovre, Køge Bugt, Sønderborg og Kolding.

En taktik, der kan udløse katastrofe-scenarie

At så mange stormfloder rammer os med så kort mellemrum betyder ikke kun, at Kystdirektoratet nu er nødt til at lave nye beregninger for, hvor ofte vi kan forvente ekstrem vandstand – de såkaldte højvandsstatistikker. Det betyder også, at vi som samfund er nødt til at gentænke, hvordan vi går den nye virkelighed i møde.

Senest har vi hørt beredskabschefer argumentere for, at klimaændringerne bør betyde flere penge til beredskabet. Det er fuldt forståeligt, men samtidig også en forfejlet tilgang til problemet. For i de nye klimaændringsprognoser, som DMI i øjeblikket arbejder på, vil der være scenarier, hvor hverken sandsække eller beredskabernes watertubes slår til. Havde skvulpet efter Urd artet sig blot en smule mere uheldigt, havde vi været tæt på katastrofe-scenariet fra 1872, hvor vandmasserne ville oversvømme store dele af København, Køge Bugt og det sydlige Danmark med oversvømmelsesniveauer, der lå én eller måske to meter over det, vi så i December.

Skaderne vil i den situation være så massive, at de efter eksperternes skøn snildt kan løbe op i et stort, tocifret milliardbeløb. Det er erstatningsbeløb så svimlende, at Stormrådet, der ellers netop eksisterer for at træde til ved den type hændelser, kun vil kunne dække en brøkdel af udgifterne med deres egne midler.

Vi bør derfor – helt bogstaveligt – dæmme op for stormflodsfaren på anden vis end ved blot at udbetale penge til de ramte, når skaden er sket. Det er nemlig både en dum taktik og en taktik, vi ikke har råd til.

Svært at få grundejere til at betale

I mit daglige arbejde rådgiver jeg en række kommuner, herunder ni ud af de ti udsatte Køge Bugt-kommuner, om kystbeskyttelse, klimatilpasning og oversvømmelsesbeskyttelse. Og selvom vi ret præcist kan forudsige, hvilke scenarier der er sandsynlige, og at der er meget store konsekvenser i vente, så har kommunerne som oftest svært ved at finde pengene til de beskyttende foranstaltninger, vi peger på.

Jeg forstår dem godt, og jeg bebrejder dem ikke. For hvis der nu går 20 eller 30 år inden den næste store hændelse, kan politikerne så sige, at de fik noget for pengene?

Stormrådets pengetank kan med ændring af ét ord komme bedre i spil

Vi ser problematikken helt konkret i Jyllinge, hvor man siden stormen Bodil i 2013 har forsøgt sig med denne model. På grund af borgerklager ligger et storstilet digeprojekt stille – alt imens lokalsamfundet nu yderligere to gange har været truet af oversvømmelser. For at få alle ender til at mødes, er vi i NIRAS kommet op med et forslag, der på en og samme tid både er enkelt og effektivt. Vi foreslår at ændre ét ord i Kystbeskyttelseslovens §3, stk. 5, så det ikke kun er berørte grundejere, der kan pålægges at bidrage til finansieringen af nye tiltag, men alle, der opnår en fordel ved projektet.

Den helt store fordel ved forslaget er, at vi får sat Stormrådets pengetank i spil, før ulykken sker. Stormrådet, som vi alle betaler til via stormafgiften i brandforsikringen, har helt oplagt en kæmpe økonomisk fordel ved at skyde penge i kyst- og klimasikringsprojekter. Erfaringsmæssigt koster sådanne ’permanente teknisk korrekte højvandsbeskyttelsesanlæg’ under en tiendedel af, hvad Stormrådet ellers skulle betale i erstatning til de ramte grundejere.

Forslaget vil forhindre, at rådet med stadig kortere mellemrum skal yde erstatning til stormflodsramte områder, fordi vandstande, der hidtil har været en hundredeårs-hændelse fremover vil være noget, vi ifølge DMI vil se hvert ottende-tiende år.

Lyt til advarslerne og forebyg

Det skorter ikke på advarsler om, at vi bør handle nu. Stormen Urd-’skvulpet’ efter Urd var de seneste advarsler, og til alt held var beredskabets watertubes og sandsække akkurat høje nok. Men vi er nødt til at investere i mere holdbare løsninger, og den gode nyhed er, at vi relativt let kan finde pengene.

Vi behøver ikke først at bygge digerne, når skaden er sket – vi ved nu nøjagtigt, hvor de vil ske nu og i fremtiden – og vi kender skadesomfanget, og vi ved at permanente højvandsbeskyttelser koster 5-10 % af skadesomfanget!

Vi skal blot erstatte ordet ”grundejere” med ”alle” i den gældende lovtekst, og vupti bliver penge, der allerede er afsat til stormfloder og betalt af os alle gennem stormafgiften og skatten, brugt til at forebygge i stedet for at helbrede.

Kære politikere: Næste træk er jeres.