Når Anders Juhl Kallesøe den 26. maj 2023 sætter sig op på cyklen og ruller ud på de danske veje, er det startskuddet på en 750 kilometer cykeltur gennem Jylland og Fyn. Turen har han kaldt Tour de Grundvand og formålet med turen er at give danskerne et anderledes indblik i vores vandforsyning.
Anders Juhl Kallesøe er cykelentusiast og tager i år på sin hidtil største udfordring: Tour de Grundvand. Kombinationen af cykeltur og grundvand kommer ikke helt ud af ingenting. For Anders er vel det, man kan kalde for en vaskeægte grundvandsnørd. Til dagligt er han grundvandsgeolog i NIRAS – og i fritiden er han engageret i bestyrelsen i det lokale vandværk i Malling.
Da Anders fremlagde ideen om Tour de Grundvand for hans afdelingschef Morten Westergaard, blev han fra start mødt med entusiasme og positiv energi. Anders betaler selv de to ugers orlov, men NIRAS støtter op om Anders’ gode idé ved at sponsorere udstyr, cykeltøj og forplejning under vejs. Med om bord i projektet er også Danske Vandværker, der støtter op om sagen med sponsorat og kommunikation omkring turen og dens gode formål.
”For mig betyder det noget, at min arbejdsplads også støtter tiltag hvor f.eks. formidling vægter højere end profit. Åbenhed internt gør, at man har mod på at teste også lidt anderledes idéer. Jeg er glad for den imødekommenhed og opbakning jeg har mødt. Det giver motivation til planlægningen”, fortæller Anders om realiseringen af, hvad der startede som en god idé, og nu ender med minimum 750 km i cykelbenene.
Vandpauser ved 12 vandværker
Den planlagte Tour de Grundvand rute starter i Broager, snor sig igennem Fyn og slutter i Hjørring. Cykelturen, der forventes at tage to uger, er den perfekte måde at kombinere interessen for cykling i naturen med geologi og grundvand. ”Jeg har længe leget med tanken om en længere cykeltur rundt i Danmark, så hvorfor ikke kombinere det med min faglighed og benytte turen til at få et indblik i drikkevandet, hvis oprindelse i høj grad også skifter afhængig af, hvilke dele af Danmark, man bevæger sig igennem”, fortæller Anders.
Undervejs vil Anders besøge en række vandværker og møde lokale vandværksfolk eller fagfolk, der arbejder med at sikre rent drikkevand til forbrugerne. ”Vores vandværker er kritisk infrastruktur, og vores grundvandsressource er under stadig større pres fra flere sider. Tour de Grundvand er derfor også en anledning til at lytte og dele erfaringer. Der venter helt sikkert nogle spændende samtaler med mennesker, som har meget på hjertet, og som brænder for drikkevandsområdet. Det glæder jeg mig til”, fortæller Anders.
For Anders handler det om at bruge vandpauserne til at bidrage til en øget opmærksomhed og interesse for vandforsyningen. ”Det er min klare fornemmelse, at mange har fået øjnene op for de udfordringer, vores drikkevand står overfor. Desværre er det på en dyster baggrund, fordi der konstateres flere og flere miljøfremmede stoffer i grundvandet. Jeg håber, at turen kan være endnu et lille indspark til forståelsen af, hvorfor grundvandsbeskyttelse er vigtig nu og for fremtidige generationer”, siger Anders og fortsætter: ”Måske det endda kan inspirere andre til at engagere sig i vandforsyningen.
Vil du følge med?
Heldigvis behøver man ikke selv at cykle de 750 kilometer for at få del i de mange gode oplevelser, som der venter Anders på Tour de Grundvand. På Danske Vandværkers Facebook-side kan du følge hans rejse gennem Danmark.
NIRAS - Here We Grow.