Allerede efter kort tid i NIRAS fik transportingeniør Andreas Klemens Kjærgaard mulighed for at arbejde med store projekter. Det førte hurtigt til en udstationering i Oslo, hvor han projekterer norske jernbaneprojekter for flere milliarder kroner.
Den 27-årige Andreas Klemens Kjærgaard er oprindeligt fra Frederiksberg og er uddannet transportingeniør fra DTU, men lige dele interesse, dygtighed og eventyrlyst har ført ham fra Danmark til en stilling hos NIRAS i Norge.
Hvordan havnede du i NIRAS Norge?
Jeg blev oprindeligt ansat på NIRAS’ hovedkontor i Allerød i sommeren 2019, hvor jeg blev ansat til at projektere jernbaner, og jeg blev faktisk tilkoblet vores norske baneprojekter med det samme. Baneprojekter i Norge løses i tæt samarbejde mellem kolleger i Danmark og Norge.
Men da jeg først har haft et år i RAIL i Allerød med sporprojektering, så er det nu muligt for mig at stå for sporprojekteringen på flere projekter i Norge med faglig støtte fra Allerød kontoret og mine norske kolleger. Der har været stor vækst i de norske projekter lige siden. Min primære opgaver består i at projektere centerlinjen for jernbanen, som definerer den præcise placering og danner grundlag for hele projektet.
Til trods for min korte tid i NIRAS blev jeg ret hurtigt involveret i store projekter, hvor jeg fik en del ansvar med hensyn til sporprojektering. Det samme skete også i flere andre nye projekter.
Derfor forekom det naturligt at forhøre mig om muligheden for blive udstationeret i Norge, så jeg kunne få mulighed for at arbejde endnu tættere sammen med de norske kollegaer, som jeg alligevel dagligt snakkede med over Teams og Skype. Så da muligheden tilbød sig, slog jeg straks til og sagde ja!
Det var oprindeligt meningen, at jeg skulle flytte herop i maj måned, men på grund af Corona blev det udsat til 1. september.
Har du en særlig motivation?
Min grund til blive udstationeret i Norge er primært fagligt motiveret. Jeg har stor interesse inden for økonomi og projektledelse, så jeg håber helt klart, at jeg på længere sigt kan arbejde mig henimod arbejdsopgaver, hvor de discipliner spiller en større rolle.
Lige nu fokuserer jeg på at suge så megen viden som muligt til mig, så jeg kan skabe et godt fagligt fundament og så udvikle mine kompetencer ud fra det.
Før NIRAS var jeg selvstændig og kørte en virksomhed, som jeg havde startet op, mens jeg var studerende, men efter 2,5 år valgte jeg at sælge virksomheden for at fokusere på en karriere inden for ingeniørbranchen.
Mit arbejde som selvstændig og mit frivillige arbejde som studerende, hvor jeg blandt andet sad i bestyrelsen for studenterforeningen, har givet mig blod på tanden inden for ledelse, og det giver mig også et naturligt overblik i de projekter, jeg arbejder på.
Hvad sætter du pris på i dit arbejde?
Det jeg bedst kan lide ved mit arbejde er nok, at man ganske simpelt kan se, at ens arbejde bliver brugt af andre mennesker. I sidste ende resulterer ens indsats i en færdig konstruktion, som man kan se, opleve og bruge. Jeg synes, det er yderst tilfredsstillende at projektere et stykke arbejde, som kunden kan kigge på, sætte pris på og godkende.
For at være helt ærlig så har jeg nogen gange behov for at træde et skridt tilbage og tænke over, hvor fedt det egentlig er at kunne sidde og projektere anlægsprojekter for 2-6 milliarder, og at man har en kunde i den anden ende, som er glad for det man laver, og som gerne vil bygge det.
Derfor tror jeg også, at en god arbejdsdag for mig er defineret som, når jeg får positiv feedback fra kunden. Det er bare fedt at modtage en bekræftende tilbagemelding om, at det man har produceret lever op til kundens behov og kvalitetskrav.
Hvad er den største forskel mellem at arbejde i Danmark og i Norge?
Jeg har faktisk kun arbejdet på norske projekter, selv da jeg arbejdede i Danmark. Så jeg må indrømme, at det kan være lidt svært at differentiere mellem de to arbejdspladser.
Men generelt er projektering i Norge en del mere udfordrende, da terrænet er yderst varierende og med fjelde over det hele. Selv hvis du er heldig at have et projekt med et relativt fladt område, så er det ofte fredet, fordi landbrugsarealet i Norge er så småt. Derfor er det sjældent, man i forbindelse med baneprojekter undgår store fjeldskæringer, tunneller eller andet sjovt.
Noget af det der kan være udfordrende ved mit arbejde er koordinering på tværs af fagområder. Der er virkelig mange forskellige fagområder, der påvirker projekteringen af jernbanen, så derfor er klar kommunikation meget vigtigt.
Eksempelvis kan jeg projektere en fin jernbane, der opfylder de sporgeometriske krav, men så kan dem, der projekterer signaler efterfølgende komme med signalsikringsmæssige krav, der gør det nødvendigt at justere jernbanegeometrien. Og det samme er gældende for tværgående konstruktioner, driftsveje og lignende.
Hvad er dit mest spændende projekt?
Mit mest spændende projekt er nok Ski Hensetting, hvor jeg har projekteret en 5 km dobbelt sporstrækning samt et hensætningsområde til 30 togsæt (dvs. et togdepot). Selve designet til hensætning har været igennem en lang iterativ proces, hvor jeg selv har designet layoutet, så derfor har jeg også en del følelse af ejerskab for projektet.
Det er et kæmpe anlægsprojekt til omkring 5 milliarder NOK, så det er vildt spændende at være med på første række og have ansvaret for hele sporprojekteringen.
Nogen gange glemmer jeg, at jeg samlet set kun har været ansat i halvandet år i NIRAS, for jeg har allerede været involveret i en række meget forskellige og store projekter, så jeg føler mig meget privilegeret i mit arbejde.