Aske er en ægte anlægsmand: ’Jeg motiveres af at se projekterne blive til noget i virkeligheden’
Aske Korup Andersen, afdelingschef for det nordjyske anlægsteam i NIRAS.
Aske Korup Andersen, afdelingschef for det nordjyske anlægsteam i NIRAS.
Når Aske Korup Andersen går glad på arbejde hver morgen på NIRAS’ kontor i Aalborg, er det fordi, han har mulighed for at følge projekterne fra L til Z, som han selv siger.
”Jeg startede egentlig på ingeniøruddannelsen inden for Vand og Miljø på Aalborg Universitet, fordi jeg troede, jeg skulle sidde og modellere i planlægningsfasen, men inden jeg var færdig med at læse, var jeg allerede bevidst om, at det jeg virkelig brænder for, det er at se planerne blive realiseret. Derfor har jeg siden studiet arbejdet i spændingsfeltet fra detailprojektering over udførsel og til færdigt projekt – altså ikke fra A til Z, men fra L til Z kan man sige.”
Aske blev færdig som civilingeniør i Vand og Miljø i 2015, og siden har han arbejdet i NIRAS. I dag er Aske afdelingschef for det nordjyske anlægsteam, men han har stadig fingrene dybt nede i projekterne.
”Jeg har brug for den menneskelige kontakt, jeg dagligt har med kolleger, bygherrer og entreprenører. Det er, når vi arbejder mod samme mål, at vi ser tingene lykkes, og det giver mig rigtig meget energi, når jeg kan se, at vi i sidste ende står med et gennemarbejdet bygbart projekt.”
”Det er, når vi arbejder mod samme mål, at vi ser tingene lykkes, og det giver mig rigtig meget energi, når jeg kan se, at vi i sidste ende står med et gennemarbejdet bygbart projekt.”
Aske Korup Andersen, afdelingschef for anlæg i NIRAS.
Askes evne til at tage ansvar og inddrage mange forskellige interessenter i projekterne på en god måde, har givet ham muligheden for at uddanne sig til fællesprojektleder og derefter også stå i spidsen for fællesprojekter i Aalborg Midtby.
”Fællesprojekter er projekter, hvor vi har flere ledningsejere, der skal etablere nyanlæg i samme anlægsprojekt. Det kan fx være en separatkloakering, hvor der også fornyes fjernvarme, gas og vand samt overfladebelægninger. Så er det min opgave at koordinere de forskellige arbejder på tværs og få enderne til at hænge sammen. Det kan godt være et kompliceret puslespil, men jeg synes, det er sjovt, og vi får også realiseret nogle virkelig komplekse projekter.
I virkeligheden var det tilfældigheder, som i første omgang sendte Aske til NIRAS. Det startede med en båd, en kammerat og en vennetjeneste, som udviklede sig til en snak med en medarbejder fra NIRAS, som tilbød Aske et studiejob – og så blev han hængende.
”Til at starte med lavede jeg alt muligt forskelligt. Jeg målte brønde op, pejlede grundvand og vandede blomster på kontoret, mens jeg læste, men som jeg kom længere på studiet, fik jeg også en større faglighed, som jeg fik lov til at afprøve i virkeligheden på rigtige projekter. Og da jeg så var færdig, var det helt naturligt for mig at blive i NIRAS, som heldigvis gerne ville have mig.”
Selvom Aske snart kan fejre 10 år i NIRAS, har han hele tiden flyttet sig fagligt og personligt.
”Der har været plads til, at jeg kunne udvikle mig hele tiden. Jeg drives af at tage ansvar, og det har jeg fået lov til. Fagligt fik jeg meget hurtigt lov til at styre mine egne projekter, og min chef har hele vejen vist mig tillid og bakket mig op. Det har virkelig givet mig et boost. Samtidig ville jeg gerne bringe min interesse for andre menneskers udvikling i spil, og det fik jeg chancen for i 2023, hvor jeg blev afdelingschef for anlægsteamet i Aalborg.
Det kan lyde paradoksalt, at man på den måde hylder samarbejdet, når man samtidig gerne vil konkurrere om alt. Men sådan er det for Aske, som indrømmer, at han kan gøre alt til en konkurrence inde i sit hoved.
I virkeligheden er det måske Askes store konkurrencegen, der gør, at han evner at køre store og komplicerede projekter i mål. For de SKAL lykkes og kvaliteten SKAL være i orden, og det kræver vindermentalitet.
”Jeg tror, det virker for mig, fordi jeg både er et konkurrencemenneske og en holdspiller. Jeg vil gerne ’vinde’, men det synes jeg også, jeg gør, når vi lykkes sammen, hvad enten det er i projekter sammen med kunder eller internt i NIRAS,” slutter Aske.