Astrid sørger for, at vandet har et sted at løbe hen, når det regner

ASTJ Astrid U G Jensen Web

”Når det regner, får jeg nye spændende opgaver. Når solen skinner, går jeg tidligt for at spille golf” sådan indleder Astrid Ulla Gjettermann Jensen, der er uddannet diplomingeniør i byggeri og anlæg fra Aalborg Universitet og projektingeniør i NIRAS.

Astrid startede i NIRAS i 2019 som praktikant i afdelingen for afløb og spildevand i Aalborg, og er siden blevet både færdiguddannet og fastansat.

”Jeg vidste meget tidligt på mit studie, at vand og miljø var den rigtige studieretning for mig. Selvom det er pinligt at indrømme det, så kedede jeg mig indimellem i de andre fag, men så snart jeg fik lov til at nørde med vand og miljø, var jeg i mit es.”

Derfor var Astrid også rigtig glad, da en tidligere chef satte hende i forbindelse med NIRAS, og de sammen blev enige om et praktikophold.

”Det var så fedt, at være med til at finde løsninger på nye problemstillinger. På studiet løste vi jo opgaver, som allerede var løst i virkeligheden, og det kunne virke næsten omsonst at sidde og komme med forskellige løsningsforslag, når man godt vidste, at projektet var realiseret for længe siden. Sådan var det ikke, da jeg startede i NIRAS. Her kom jeg med på en masse forskellige projekter, hvor jeg regnede på scenarier og forslag, som kunden så kunne tage stilling til. Nye ’rigtige’ løsninger, som blev til noget efterfølgende – det var sjovt!”

"Da jeg startede i NIRAS, kom jeg med på en masse forskellige projekter, hvor jeg regnede på scenarier og forslag, som kunden så kunne tage stilling til. Nye ’rigtige’ løsninger, som blev til noget efterfølgende – det var sjovt!”

Astrid Ulla Gjettermann Jensen, diplomingeniør og rådgiver i NIRAS.

Astrid har typisk ikke én, men flere planer

I dag arbejder Astrid stadig meget i de tidlige planlægningsfaser, hvor hun laver vandhåndteringsplaner for både kommuner og private byudviklere. Nogen gange er det kommunen, som skal lave en lokalplan, og har behov for at få klarlagt, hvordan regn- og spildevandet kan håndteres i området, andre gange har private byudviklere allerede et forslag til, hvad de gerne vil bygge i et område og behov for at finde ud af, hvad de skal gøre med vandet. Lige meget om det er det ene eller det andet, er det Astrids opgave at regne på mulighederne, og komme med forslag til løsninger.

”Der er jo mange faktorer, som spiller ind. Hvor højt står grundvandet? Hvordan er nedsivningsforholdene? Er det plads til bassiner? Alle de forhold belyser og samler vi, og så har vi til sidst et eller ofte flere planforslag, som kunden kan bruge i det videre arbejde.”

"I takt med at udfordringerne med vandhåndtering bliver større, har kommunerne behov for en fælles administrationspraksis, så de ikke skal udtænke processen forfra hver gang."

Astrid Ulla Gjettermann Jensen, diplomingeniør og rådgiver i NIRAS.

Behovet for fælles spilleregler bliver stadigt større

Astrid har meget myndighedskontakt i sit arbejde og kontakt til mange interessenter i alle projekter. Derfor ligger der også et stort arbejde ude hos kommunerne i at skabe en praksis for, hvordan processen for tilblivelsen af en vandhåndteringsplan skal være. Det hjælper Astrid også med.

”I takt med at udfordringerne med vandhåndtering bliver større, og ofte er determinerende for, hvordan et område kommer til at se ud, har kommunerne behov for en fælles administrationspraksis, så de ikke skal udtænke processen forfra hver gang. Her hjælper vi med at klarlægge deres interne proces, og beskrive, hvornår de forskellige afdelinger skal involveres, så kommunerne har en køreplan, der virker fra gang til gang.”

Selvom solen skinner, nørder Astrid stadig vandhåndtering

”Jeg spiller utroligt meget golf, når det er godt vejr,” fortæller Astrid. ”Men selv når jeg går på golfbanen, holder jeg øje med om de søer, der er omkring på banen, har ind-, ud-, og overløb, så de fungerer som regnvandsbassiner. Jeg kan simpelthen ikke lade være, og tænker, at det nok er det man kalder en erhvervsskade. Jeg er bare rigtig engageret i det, jeg laver,” slutter Astrid.

 

Vil du vide mere?

Astrid Ulla Gjettermann Jensen

Astrid Ulla Gjettermann Jensen

Ingeniør

Aalborg, Denmark

+45 4299 0327

Se også: