Jan er vild med vand: Han arbejder med ’digital’ klimatilpasning

Janj Portrait Web

Jan Jeppesen har arbejdet med klimatilpasning i knapt to årtier. Han står i spidsen for udviklingen af et webbaseret værktøj til beregning af samfundsøkonomiske konsekvenser af klimatilpasning.

Jan Jeppesen har hele sit voksenliv været optaget af vandproblematikker som en konsekvens af den globale opvarmning, der medfører voldsommere skybrud, stigende grundvand og havniveau samt flere oversvømmelser på grund af stormfloder.

Som følge af klimaforandringerne og nye lovkrav har han senest haft fokus på udvikling af modeller til beregning af risikoen for oversvømmelser ved skybrud. Beregningerne giver grundlag for beslutninger om nødvendige klimatilpasningstiltag i den enkelte kommune. Samtidig sikrer den opnåede viden balance mellem investeringerne og de afledte gevinster ved en reduceret skadesrisiko og såkaldt grøn-blå merværdi i byrummet, fx i form af rekreative parker med vandløb og søer.

"Ved at kombinere vores kompetencer i NIRAS, kan vi gabe over komplekse problemstillinger og udvikle nye, innovative løsninger, som flytter samfundet i en bedre retning. Det er i høj grad det, der tricker mig."

Jan Jeppesen

Avanceret modelarbejde

Hans avancerede modelarbejde er endvidere grundlaget for et nyt, webbaseret værktøj, som NIRAS udvikler i 2021 med Jan Jeppesen som projektleder. Værktøjet kommer til verden i samarbejde med Region Midtjylland og finansieres af EU i projektet Coast to Coast Climate Challenge. Det forventes færdigudviklet i sensommeren 2021, hvorefter det kan tages i brug på landsplan.

”Med det nye, digitale værktøj kan kommuner og forsyningsselskaber nemt vurdere, hvor og i hvilket omfang det bedst kan betale sig at skybrudssikre, så vi som samfund undgår at over- eller underinvestere i klimatilpasning. Samtidig sikrer løsningen, at man lettere end før kan koordinere klimarelaterede og andre infrastrukturprojekter og derigennem holde omkostningerne nede.”

Banebrydende løsning

Jan Jeppesen finder det ”ekstremt spændende” at stå i spidsen for udviklingen af det nye fleksible værktøj, som via en let tilgængelig brugerflade gør det muligt for generalister at beregne de samfundsøkonomiske konsekvenser ved konkrete klimatilpasningsprojekter.

”Det er en stor tilfredsstillelse at være med til at skabe en banebrydende, digital løsning, der understøtter kommunernes og forsyningsselskabernes planlægning,” siger han og tilføjer, at NIRAS vil videreudvikle løsningen til også at inkludere vandstrømme fra stigende grundvand og oversvømmelse fra vandløb og havet. Han anser det endvidere for sandsynligt, at værktøjet på sigt vil kunne udbredes internationalt.

Innovation i højsædet

Jan Jeppesen voksede op på en gård i Nordvestjylland, uddannede sig til geolog på Aarhus Universitet med speciale i hydrologi og tog siden en ph.d. med fokus på klimatilpasning og lokal håndtering af regnvand i byen. I dag bor han med sin kone og parrets to sønner i en landsby syd for Aarhus. Fritiden udspiller sig også i vandelementet, da han er en passioneret og habil windsurfer.

Han arbejdede i en årrække for virksomheden Alectia, som blev fusioneret med NIRAS, og i dag har Jan Jeppesen, efter eget udsagn, optimale betingelser for at udfolde sin faglighed.

”Det er ikke mindst givende at arbejde tæt sammen i en tværfaglig virksomhed, fx med hydraulikere, hydrogeologer, landskabsarkitekter, softwareudviklere og økonomer. Ved at kombinere vores kompetencer i NIRAS, kan vi gabe over komplekse problemstillinger og udvikle nye, innovative løsninger, som flytter samfundet i en bedre retning. Det er i høj grad det, der trigger mig,” slutter han.

Vil du vide mere?

Jan Jeppesen

Jan Jeppesen

Specialist

Aarhus, Denmark

+45 2715 3727

Se også: