De to nystartede NIRAS-kolleger, Jens Kellmer Andersen og Emil Bundgaard Carstens, blev begge færdiguddannede som civilingeniører på linjen Vand & Miljø ved Aalborg Universitet i sommeren 2024, og allerede nu, et par måneder senere, har de fingrene langt nede i ledningsgravene.
”For mig har det betydet enormt meget, at jeg bare blev kastet ud i det fra start,” fortæller Jens.
”Allerede på dag to var jeg med til et byggemøde, og der var masser af opgaver, lige fra vi trådte ind ad døren. Det er rigtig fedt, for min største bekymring, inden jeg startede, var, at jeg ville komme til at sidde og glo, fordi jeg ikke kunne så meget på egen hånd, men sådan gik det slet ikke,” forklarer han.
Og dét er vigtigt for de to nye ingeniører, der allerede på studiet vænnede sig til at arbejde for at finde svarene selv. ”Jeg blev fra start koblet på nogle meget spændende projekter med en separatkloakering og en byggemodning, og samtidig har jeg løst andre små opgaver ved siden af med blandt andet tilsyn. Det har givet mig troen på, at det, jeg har lært på studiet, også kan anvendes i virkeligheden,” siger Emil, som i det hele taget er meget glad for at arbejdet også indeholder tilsyn og byggemøder ude i virkeligheden.
”Det har givet mig troen på, at det, jeg har lært på studiet, også kan anvendes i virkeligheden.”
Emil Bundgaard Carstens, rådgiver
Fuld knald på arbejdsopgaverne
”Aske (afd. chef for Emil og Jens) solgte faktisk stillingen på, at man, når man arbejder i projekterings- og anlægsfasen, har mulighed for at se frugten af det arbejde, men har udført på computeren, og det giver en god afveksling i hverdagen” tilføjer han.
Også Jens har haft nok at se til fra start. Med en separatkloakering, projektering af en pumpestation i Aalborg og færdiggørelsen af en byggemodning har der været fuld knald på arbejdsopgaverne indtil nu, og der har også været fuld plade på variationen.
”Jeg har kun været her i to måneder, og jeg har allerede været med til flere virkelig forskellige projekter. Det har givet en god, stejl læringskurve,” fortæller Jens.
Spørg din sidemakker om alt
Noget af det, som tiltrak Emil og Jens ved at komme til NIRAS, var den store faglige bredde, som findes, når man kigger på tværs af hele virksomheden.
”Vores kolleger ved jo nærmest alt,” siger Emil med et smil, ”og vejen til ny viden er rigtig kort. NIRAS er stor nok til at tilbyde interne kurser, som er skræddersyede til vores vidensbehov, og det giver noget mere, når de kurser, vi tager, er tilpasset netop vores fagområde. Det er en stor styrke,” slutter han.
”På den anden side kan man virkelig mærke, at der er et enormt stort fokus på nærhed og selvbestemmelse i de enkelte forretningsenheder,” supplerer Jens. ”Jeg føler, jeg kender alle i vores ’lille’ afdeling, og jeg har ikke oplevet, at der er langt til beslutningerne, bare fordi NIRAS er en stor virksomhed.
Tværtimod er jeg overrasket over, hvor hurtigt man føler, at man kender alle. Det gør man selvfølgelig ikke, men alle dem, man arbejder sammen med i dagligdagen, kommer man hurtigt tæt på. Måske er det fordi, man fra første dag får en sidemakker, som man kan spørge om alt. Ikke kun det faglige, men også hvor kaffemaskinen står, eller hvordan printeren virker. Det giver en god ro, når man er ny.”