Pil Purup: Innovativ ph.d.-studerende med stor skabertrang

Programering

I sin fritid er Pil Purup en fin balletdanser og en hårdslående taekwondokæmper. I sit arbejde, som ph.d. på Århus Universitet og ingeniør i NIRAS, brænder hun for indeklima og energiforbrug. Men hun har aldrig et enøjet fokus på de to ting.

Pil har, siden hun kunne male, tegne og sy, haft en stærk skabertrang. Hun vil forme innovative løsninger, som forbedrer måden, tingene bliver gjort. Det gør hun bedst, når hun får lov at samarbejde med andre fagligheder end hendes egen. Hendes største forbillede er arkitekten Antoni Gaudi, fordi han netop formåede at kombinere sit øje for arkitektur med en ingeniørs tekniske snilde.

Pil Purup arbejder som ingeniør i NIRAS’ afdeling i Århus, hvor hun blev ansat, da hun dimitterede fra Århus Universitet i 2014. Hun er samtidig i gang med sit ph.d.-projekt, som handler om, hvordan byggeprojekter med fordel kan inddrage energi- og indeklimaberegninger, når de kun er en skitse. Mange laver først de beregninger senere i et projekt, men det vil Pil Purup lave om på, for der er store gevinster at hente.

Hvad er det, du finder attraktivt ved ingeniørbranchen?

Jeg kan godt lide, at man har meget samarbejde med kollegaer inden for sit fagfelt, men også med andre faggrupper, eksempelvis arkitekter. Det er spændende, at man ofte skal tænke kreativt i forhold til sin faglighed og forsøge at udvikle den måde, vi plejer at gøre tingene på. Jeg brænder for at optimere de løsninger, som vi allerede kender.

Hvad er det vigtigste for dig, når du arbejder på et projekt?

Jeg kan godt lide, at man tænker på tværs af fagligheder. Jeg synes ikke nødvendigvis, at jeg har løst min opgave godt, hvis energiforbruget er begrænset, og der er et godt indeklima, hvis det er på bekostning af, at løsningen ikke hænger sammen med de andre aspekter i et byggeri, eksempelvis logistik og æstetik. Jeg har været involveret i et projekt på en skole, hvor vi designede nogle vinduer, som forbedrede indeklimaet og nedbragte energiforbruget, men samtidig blev vindueskarmene designet på en måde, så de kunne inddrages aktivt i undervisningen som siddepladser til fordybelse. På den måde gik tingene op i en højere enhed, fordi vi tænkte på tværs.

Hvem er dit største forbillede?

Mine forbilleder er blandt andre Gaudi, Da Vinci og Calatrava. Det fede ved dem er, at de var nogle multimennesker, som havde flere hatte på. Gaudi var for eksempel meget eksperimenterede i sin måde at lave arkitektur på, men faktisk var meget af det, han lavede også ingeniørkundskab. Han har lavet nogle fantastiske konstruktioner i Sagrada Familia Kirken i Barcelona. På arkitektskolen blev han kaldt kugleskør, men i dag er han verdenskendt. Den måde, som han innovativt løste opgaver på, er enormt fascinerende for mig.   

Hvad laver du i din fritid?

I min fritid danser jeg ballet og laver taekwondo, hvor jeg har det sorte bælte. Grunden, til at jeg har valgt netop disse sportsgrene, er, at man ikke kun bliver udfordret fysisk, men i høj grad også mentalt. Der er meget koordination i forhold til, hvor hænder og fødder skal være. I ballet skal man tilmed følge en rytme, fordi der er musik. Jeg glemmer ofte, hvor hårdt det er, fordi man bruger hovedet så meget. Jeg er samtidig FDF-leder for en yngre gruppe af spejdere fra 3-4 klasse. Her står jeg ofte for den kreative del, hvor vi leger og spiller teater. Jeg har senest bygget en rumraket med min spejdergruppe, hvorefter vi tog på månelanding.

Vil du vide mere?

Pil Brix Purup

Pil Brix Purup

Senior Specialist, PhD, Bæredygtigt byggeri, energ

Aarhus, Denmark

+45 2339 3412

Vil du vide mere?