Rasmus' LCA-beregninger hjælper infrastrukturprojekter i en grønnere retning

Rasmus Portræt

“Det mest spændende ved mit arbejde er at bidrage til løsninger, der er med til at reducere projekters klimapåvirkning, ” fortæller Rasmus Bjerrum Christensen.

Rasmus Bjerrum Christensen arbejder som rådgiver og specialist inden for livscyklusvurderinger (LCA) af projekter i infrastruktursektoren i NIRAS. Hans rolle indebærer at analysere og vurdere klimapåvirkningen af forskellige projekter, herunder veje og byggemodninger, for at understøtte, at realiseringen af dem belaster klimaet mindst muligt.

Data bliver udgangspunktet for beslutningsgrundlaget

”Med LCA-beregninger skaber vi et datagrundlag, som kan understøtte de valg, der træffes i projekterne. Vi kan være med til at påvirke de endelige løsninger i en mindre klimabelastende retning og give et datagrundlag, der kan indgå i beslutningsprocessen. Datagrundlaget bliver udgangspunktet for et godt beslutningsgrundlag. Det er det, jeg godt kan lide ved LCA, nemlig den datadrevne tilgang til bæredygtighedsagendaen,” fortæller Rasmus Bjerrum Christensen.

LCA-beregninger analyserer klimapåvirkningerne i hele livscyklussen af et infrastrukturprojekt, fra råmaterialeudvinding til slutningen af dets levetid. Dette er vigtigt, fordi det hjælper med at identificere og minimere klimapåvirkningerne på hvert trin af projektet.

”Det spændende ved LCA-beregninger er, at de giver en holistisk forståelse af et projekts klimabelastning og hjælper med at træffe informerede beslutninger. For at lykkes med LCA-beregninger er det vigtigt at have præcise data og et tæt samarbejde med projektteamet,” siger Rasmus Bjerrum Christensen.

Et ambitiøst projekt

Rasmus arbejder på et stort og ambitiøst byudviklings- og byggemodningsprojekt, hvor han foretager en lang række LCA-beregninger, der både bidrager med designløsninger og materialevalg. Både i forhold til de bygværker, der skal bygges og til materialevalg til belægningen. Men han bidrager f.eks. også til, hvordan hans kollegaer kan blive klogere på klimapåvirkninger i deres arbejde og rådgivning.

”Jeg er lige nu ved at undersøge forskellige geotekniske løsninger for at give et indspark til, hvordan mine kolleger kan arbejde med LCA i deres faglighed. Derudover arbejder jeg på forskellige byggemodningsprojekter, hvor jeg laver små variantstudier ved at sammenholde delelementer med hinanden for at finde frem til den rigtige løsning for kunden. En løsning som minimerer påvirkningen på klimaet,” siger Rasmus Bjerrum Christensen.

Rasmus 2

Vi skal i mål

I 2030 skal Danmark have reduceret sin udledning af drivhusgasser med 70 procent i forhold til 1990. Sådan lyder de ambitiøse mål i den danske klimalov, som Folketinget vedtog i 2020.

I den sammenhæng ser Rasmus både udfordringer og potentialer for infrastruktursektoren på både den korte og lange bane.

”Jeg ser et stort potentiale for dekarbonisering i infrastruktursektoren, men der er også udfordringer. En af de største udfordringer er at balancere økonomiske og klimamæssige hensyn. Vi ser desværre stadig en tendens til, at projekterne har gode hensigter, men at bygherrer alligevel fravælger klimahensynet. Jeg håber, at der på sigt lovgivningsmæssigt vil blive sat større fokus på hensynet til klima og miljø, når vi ombygger eller bygger nyt inden for infrastruktursektoren,” fortæller Rasmus Bjerrum Christensen og supplerer:

”Jeg tror, at vi vil se en øget integration af klima, miljø og LCA-beregninger i alle faser af infrastrukturprojekter. Jeg tror også på, at teknologisk fremskridt og øget bevidsthed om miljø- og klimamæssige spørgsmål vil drive denne udvikling, samtidig med at vi ser, at de traditionelle løsninger bliver mindre klimabelastende.

I et perspektiv på 5-10 år forventer Rasmus også, at klima- og miljøhensyn er en central del af alle infrastrukturprojekter, og at vi bevæger os i samme retning som byggesektoren i forhold til lovkrav og bæredygtighedscertificeringer af projekter.

Udvikling og det kollegiale er vigtigt for Rasmus

”Det vigtigste i mit arbejde er at kunne være med til at skubbe sektoren og branchen i en bæredygtig retning og dermed gøre en positiv forskel. Jeg værdsætter også muligheden for konstant udvikling og tillid til at løse de spændende udfordringer, kunderne kommer med. Det bærer præg af kulturen i NIRAS, der er båret af åbenhed og kontinuerlig læring. Det muliggør, at jeg kan udvikle mig fagligt inden for de områder, jeg brænder for, bl.a. LCA, klima og miljø. Det er positivt. Og så vil jeg også tilføje, at det sociale og gode kollegiale sammenhold er lige så vigtigt,” siger Rasmus Bjerrum Christensen.

Vil du vide mere?

Rasmus Bjerrum Christensen

Rasmus Bjerrum Christensen

Rådgiver

Aalborg, Denmark

+45 4270 2093

Se også: