Hvor kan man grave uden risiko for at ramme eksisterende rør- og forsyningsledninger? Det har softwareudvikler Jacob Christiansen helt styr på, fordi han udvikler og designer løsningen LUCRATIVE, som laver visuelle planer over ledninger i jorden.
Når man skal grave for at lægge nye rør, kabler eller ledninger, er det helt essentielt at vide, hvor i undergrunden der allerede ligger kloakrør eller ledninger til el samt vandforsyning. Med visuelle planer fra det fuldautomatiske system LUCRATIVE ved man altid, hvor man kan grave på offentlig grund uden at gøre skade. Det program har Jacob Christiansen ansvaret for som softwareudvikler i NIRAS. Han har fra start været en stor del af både udvikling og design af LUCRATIVE.
Jacob er uddannet datamatiker, og siden 2009 har han været ansat som softwareudvikler i afdelingen for Vand, Energi og Natur på NIRAS’ kontor i Aalborg. Han arbejder hver dag for at sikre, at de graveaktører, der skal grave rør og ledninger ned i Danmark, har nøjagtige oplysninger om det eksisterende rør- og ledningsnet. Det sikrer, at alle ledningsejere trygt kan have rør i jorden, og andre kan lægge nye ned.
Jacob Christiansen programmerer det workflow i LUCRATIVE, som sørger for, at de rigtige oplysninger om det område, hvor en virksomhed har anmodet om at grave i, sendes ud til de rigtige personer. Han har designet et system, der automatisk kan dykke ned i et ledningskort og finde de ledninger, der ligger i det forespurgte område og på baggrund af dette generere ledningsplaner. Det er nemlig meget vigtigt, at de involverede ledningsejere får besked, hvis der skal graves, hvor de har ledninger i jorden.
”Det er fedt at være med til at udvikle et program, som sikrer, at rør og ledninger, der for mange forsyningsselskaber repræsenterer store millionbeløb i værdi, ikke bliver beskadiget. Jeg kan godt lide at gå på arbejde og vide, at jeg og mine kolleger leverer et system, som mange virksomheder har glæde af,” siger Jacob.
Udvikler løsning tre år før ny lov træder i kraft
Selvom LUCRATIVE ikke er et nyt program, videreudvikler og optimerer Jacob det hele tiden. I 2023 træder en ny lov om udlevering af ledningsoplysninger i kraft, og det stiller nye krav til de visuelle planer over rør- og ledningsnet, som Jacob sørger for, at LUCRATIVE kan levere. I den nye løsning har Jacob forbedret brugervenligheden for graveaktørerne.
Selvom de nye krav først er gældende fra 2023, har Jacob det sidste halve år arbejdet intenst på at få løsning klar så hurtigt som muligt. Det er lykkedes for ham, og derfor kan kunderne allerede fra tredje kvartal i 2020 opfylde de nye lovkrav.
”Vores kunder er selvfølgelig meget interesserede i at leve op til den nye lovgivning så hurtigt som muligt. Derfor har jeg udviklet og designet på livet løs, og det er rigtig dejligt, når mit arbejde bærer frugt, og jeg kan levere en løsning så lang tid før,” siger Jacob.
Får direkte besked, når han programmerer
Arbejdet som softwareudvikler giver Jacob kontant og konkret feedback. Softwareprogrammerne pakker det nemlig ikke ind, hvis det, han laver, ikke fungerer. Derfor ved Jacob hele tiden, hvor han skal tage fat, udvikle og forbedre, og det passer ham rigtig godt.
”Det, der motiverer mig, er at udvikle de bedste og mest brugervenlige løsninger, som skaber værdi for kunderne. Når jeg udvikler og designer, ved jeg meget hurtigt, om det virker eller ej. På den måde er mit arbejde dejlig konkret. En god arbejdsdag for mig er, når jeg har fået luget ud i masser af fejl og mangler i et system,” siger han og påpeger, at det giver en særlig tilfredshed, når han kan imødekomme kundernes ønsker.
Hvad er LUCRATIVE?
- LUCRATIVE er et fuldautomatisk system, som genererer visuelle planer over ledninger i jorden ud fra de graveforespørgsler, der bliver sendt ud via LER (ledningsejerregistret)
- Ledningsplanerne sendes ud via mail med informationer og detaljer, som er tilpasset ledningsejerens ønsker
- Det er tilgængeligt hele døgnet rundt, alle ugens dage og hele året
- LUCRATIVE gemmer al udgående historik, og en kopi af udleveret materiale kan altid fremkaldes igen
- Læs mere om LUCRATIVE her