Havvindmølle

Havvindmølleparkers indvirkning på marin biodiversitet

Ph.d.-projektet skal undersøge, hvordan den massive udbygning af havvind kommer til at påvirke den marine bentiske biodiversitet, som i forvejen er under pres, og skal bidrage til at udfylde et vigtigt forskningsmæssigt videnshul.

I projektet indsamles og valideres erfaringer og data fra flere eksisterende havvindmølleparker fra udvalgte danske havområder, mens nye data fra flere feltekspeditioner til danske havvindmøller vil blive sammenlignet. Endelig skal projektet forbedre indhold og metoder til fremtidige miljøkonsekvensvurderinger (tidligere VVM), samt sikre en effektiv og langsigtet overvågning af havvindmølleparker.

På trods af 20 års udbygning af havvind, er miljøvurderingerne i dag ofte baseret på forventninger, da erfaringer fra etablerede havvindmølleparker stadig er begrænsede. I lyset af den igangværende biodiversitetskrise, som hovedsageligt skyldes naturens pladsmangel, vil den omfattende udbygning af havvind utvivlsomt have en påvirkning, negativ eller positiv, på den marine natur.

Karolina På Hug

Projekt start: September 2023

Projekt slut: August 2026  

Industri, som projektet henvender sig til: Miljø

Samarbejdspartnere: Aarhus Universitet, Innovationsfonden

Projektet, kaldet BIOWIND, indsamler og validerer erfaringer og data fra flere eksisterende havvindmølleparker fra udvalgte danske havområder for at øge forståelsen for, hvordan anlæggene påvirker den makrobentiske (infauna og epifauna >1 mm, som lever i eller på havbunden i en havvindmøllepark samt på fundamentet, herunder også makroalger) biodiversitet i vores hav i form af ændringer i artssammensætning og forekomst.

Et bredt udvalg af indsamlingsmetoder (eDNA og konventionelle metoder) sammenlagt med historiske data fra eksisterende havvindmølleparker skal bruges som sammenligningsgrundlag. Projektet skal bl.a. bidrage til forbedrede metoder til fremtidige miljøkonsekvensvurderinger og biomonitering af havvindmølleparker.

Mere om projektet

Projekt status: Igangværende 

5 nøgleord om projektet: Biodiversitet, havvindmølleparker, bentisk fauna & flora, miljøkonsekvensvurdering, biomonitering

Uddannelsesmæssig baggrund: MSc i biologi

Håb for det fremtidige arbejde I projektet: Projektet bidrager til at udfylde et vigtigt forskningsmæssigt videnshul ved at beskrive den bentiske biodiversitet i havvindmølleparker. Målet er på sigt at begrænse de negative påvirkninger og fremme synergien mellem kunstige konstruktioner og marin biodiversitet, når vindmølleparker etableres. Denne tilgang vil bane vejen for fremtidige vindmøllepark-projekter.

Vigtigheden i at samarbejde med NIRAS: Hvis man skal sikre, at den nyeste viden, som udmønter sig fra nærværende projekt, kommer hurtigt i brug i form af forbedrede miljøkonsekvensvurderingr, samt effektiv overvågning af havvindmølleparker, er det afgørende, at projektet gennemføres i tæt samarbejde med en konsulentvirksomhed, som beskæftiger sig med disse emner. NIRAS’ viden og erfaring indenfor havvind og miljøkonsekvensvurderinger sikrer, at forskningen bliver rettet mod konkrete problemstillinger og der, hvor løsningerne på disse kan føres ud i livet på en effektiv og hurtig måde. Det er især vigtigt i forhold til nærværende problemstilling, hvis man vil sikre, at biodiversiteten ikke bliver overset i de store havarealer, som er udlagt til havvind.

 

Vil du vide mere?

Karolina Reducha Andersen

Karolina Reducha Andersen

PhD studerende

Allerød, Denmark

+45 5339 7234

Se også: