Nyhed
I Randers har de skrevet danmarkshistorie med tre halvanden kilometer lange boringer under Randers Fjord. Det stiller store krav til kendskabet til undergrunden.
1476 meter lange styrede underboringer. Det er længere end nogensinde før i Danmark. Boringerne er en del af Randers Spildevands projekt Nord-Øst Forbindelsen, som indleder en helt ny æra for spildevandshåndtering i Randers.
”Vi er i fuld gang med at separere hele nordbyen, hvor vi skiller regnvand og spildevand og samtidig nedlægger flere utidssvarende renseanlæg,” siger projektleder fra Randers Spildevand, Henning Espersen.
Randers har længe været forgangskommune på separatkloakering, og med de nye kloakledninger, som føres dybt under Randers Fjord, træder kommunen igen ud på nye veje. Det er nemlig ikke helt ligetil at bore så langt. Derfor har Randers Spildevand fået hjælp fra NIRAS, som blandt andet rådgiver om geologien i undergrunden.
”Vi skal levere et så godt billede under jorden, at vi kan forberede entreprenøren på, hvad der er dernede, så han ikke støder på noget uventet. Man kan havne i sten, der er så store som biler, og dem kommer man ikke bare lige igennem. Det kan give nogle ordentlige ekstraregninger,” siger civilingeniør Ole Pedersen fra NIRAS.
De bløde forhindringer er de værste
Selve underboringen udføres af den tyske boreentreprenør Bohlen & Doyen. Ved hjælp af en kolossal borerig borer man først skråt ned i jorden, og via en skrå plade på borehovedet kan man derefter styre borehovedet i den retning, man ønsker.
”Man styrer boringen ved at trykke boret i stedet for at rotere det. På den måde vil boret dreje i pladens retning, og vi kan hele tiden afstemme boreretningen og bore uden om forhindringer,” siger Ole Pedersen.
Det er ikke kun gigantiske sten på flere meter i diameter, der byder på vanskeligheder. Faktisk er det de bløde forhindringer, der er de værste. Sten kan man nemlig styre udenom, men havner man i bløde aflejringer, mister man den nødvendige bæreevne.
”Årsagen til, at vi er nødt til at bore så langt, skyldes områdets geologiske udfordringer. Randers Havn skal udvides på sydsiden, og her fandt man den finkornede jordart gytje ned til ca. 15 meter under terræn. I gytje ville borestængerne synke nedad på grund af manglende bæreevne,” siger Ole Pedersen.
Pionerarbejdet vækker interesse
Skønt boringen er Danmarks længste og nogle steder skal styre uden om sten og bløde aflejringer, er den meget nøjagtig. 1476 meter væk bryder borehovedet frem af jorden – blot få centimeter fra målet.
”Der er stor interesse for projektet fra andre forsyninger, hvor de har spurgt, om de kunne komme og se boringen. Vi har faktisk lige haft 11 personer med derude og kigge. Folk fra Frederikshavn Spildevand, nogle fra Hjørring, nogle fra Syddjurs og andre fra Mariagerfjord som er meget interesserede i at se den lange boring,” siger Ole Pedersen.
De nye spildevandsledninger samt pumpestation og aftagerstation kan tages i brug senest efterår 2014.