Nyhed
Danmarks største og mest bæredygtige internationale skole er åben

Nyhed
Et nyt kapitel for Copenhagen International School begyndte, da skolen i denne uge slog dørene op til et nyt campus med bæredygtige elementer fra inderst til yderst. De nye rammer skal skole eleverne til en global fremtid med fokus på bæredygtighed.
Parter bag bygningen
Som institution er Copenhagen International School ikke ny. Men det er det 25.000 kvadratmeter store campus i Københavns Nordhavn, der fremover danner rammen om Danmarks største internationale skole.
”Med den nye bygning får vi plads til at byde flere danske og internationale elever velkommen, og vi får mulighed for at tilbyde topmoderne undervisning tilpasset eleverne og deres alders- og klassetrin,” siger Jennifer Weyburn, rektor på Copenhagen International School.
NIRAS har sammen med arkitektfirmaet C.F. Møller været rådgiver for Ejendomsfonden Copenhagen International School, ECIS, i forbindelse med at projektere og føre tilsyn med skolen, som er blevet opført med storentrepriser.
”Vi ønskede at skabe et bæredygtigt undervisningsflagskib i midten af Københavns Nordhavn – der på inciterende vis sparker liv til alle sider af den nye bydel igennem en transparent og åben base og en facade, der i kraft af sin funktionalitet og æstetik er et innovativt landmark i den nye bydel,” siger Mads Mandrup, arkitekt og partner hos C.F. Møller.
NIRAS har leveret alle ingeniørydelser inklusiv at koordinere, vurdere og beregne brand-, miljø- og energiforhold samt udfordringen med, at bygningen står på en havnefront i den nye bydel Nordhavnen, som skal udvides og endnu er i sin vorden.
Der har også været fokus på at give bygningen et optimalt indeklima, der er en vigtig forudsætning for, at elevernes indlæring er i top.
”Vi har trukket på rigtig mange af NIRAS’ kernekompetencer for at løse denne spændende opgave. Det har været fantastisk at være med i et projekt af denne kompleksitet og størrelse med store krav til at kunne samarbejde,” siger projektdirektør Andrew Ferguson Dunn fra NIRAS.
Den 25.000 kvadratmeter store skolebygning er bygget helt ned til havnekanten i Københavns Nordhavn på en etableret halvø – omgivet af vand og kommende grønne områder og med kort afstand til den nye metrostation i Nordhavn, som åbner om få år.
Bygningen består af fire tårne, som er stablet asymmetrisk oven på skolens base. De fire tårne er indrettet, så de passer til elevernes alders- og klassetrin. Bygningen bryster sig desuden af faciliteter som tre fuldstørrelses basketballbaner, et teater med plads til 340 tilskuere og tilhørende øvelokaler.
Et andet aspekt ved bygningen er facaden, som består af 12.000 solcellepaneler, der dækker et samlet areal på 6.048 kvadratmeter. Det gør solcelleanlægget til verdens største, som er integreret i et byggeri.
Finansiering af byggeriet
Solcellefacaden er udviklet i et system og design, som er en vigtig del af bygningens arkitektur og udtryk.
”I samarbejde med leverandører udviklede vi et panel i grønlige nuancer og i en kvadratisk form, som er monteret som små pailletter med fire graders forskydning på bygningens facader,” siger projektleder Thomas Kudahl Jensen fra NIRAS og fortsætter:
”Det er i dag muligt at designe sådanne systemer med god økonomi. Jeg er overbevist om, at vi i fremtiden vil se endnu flere solcellesystemer integreret på en smart måde i byggeriet.”
Med Copenhagen International School manifesterer NIRAS sin position som skole-rådgiver. Referencebogen tæller nye skoler som Skolen i Sydhavnen, Frederiksbjerg Skolen i Aarhus, VIA University College i Aarhus og en skole i den russiske by Irkutsk i Sibirien.