Nyhed
Koldkrigsmuseet REGAN Vest vinder prisen som Årets byggeri 2023 i kategorien Åben
Foto: Rasmus Hjortshøj Studio
Nyhed
Foto: Rasmus Hjortshøj Studio
Der åbnes champagne og skåles på kryds og tværs, mens Scott Hollingsworth stiller sig parat ved mikrofonen for at sætte ord på, hvorfor netop REGAN Vest vinder prisen som Årets Byggeri 2023 i kategorien Åben:
”REGAN Vest koldkrigsmuseum er større end projektet selv. Det er større end hensigten, større end murstenene,” siger han og understreger, hvor vigtigt det er at huske vores fælles fortid for at sikre, at lignende situationer ikke opstår igen. I rummene bagved kører videoer på væggene, der illustrerer antallet af atomvåben fremstillet under den kolde krig, og en stor model af den underjordiske bunker, der gemmer sig i landskabet omkring museet, minder om krigens alvor.
Scott Hollingsworth roser ankomst- og udstillingsbygningen for dets arkitektoniske udtryk, der balancerer på en hårfin grænse mellem at gøre indtryk uden at dominere. Byggeriet fremstår både råt og beskyttende, siger han.
”Missionen er vellykket, udførelsen beundringsværdig. Det er simpelthen spot on, perfekt,” lyder de afsluttende ord, inden han skåler til projektholdet.
Årets Byggeri er den bredeste og mest alsidige pris i byggebranchen. En national hæderspris, som hvert år i december tildeles årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning.
Byggeriet er tegnet af AART architects, som sammen med udstillingsarkitekterne Kumulus, landskabsarkitekterne SLA og NIRAS, tidligere i år realiserede byggeriet og i går kunne lægge ører til de rosende ord fra dommerkomiteens formand. Alle involverede parter fik et flot diplom med sig hjem og et håndtryk af Scott Hollingsworth.
For projektdirektør i NIRAS Knud Skovgaard Pedersen, er prisen mest af alt en påmindelse og en anerkendelse af det gode samarbejde med AART, som han gennem hele sin karriere i NIRAS har været glad for:
”Det der betyder mest for mig er at blive anerkendt for det gode samarbejde, vi har med AART. Og så er jeg selvfølgelig stolt over at have været med til at skabe noget, der har så stor betydning for folk,” siger han og påpeger, at nogle projekter bare betyder mere end andre.
Det nu prisbelønnede museumsbyggeri består af en stor velkomst-og udstillingsbygning, der danner rammerne for fortællingen om den kolde krig. Omdrejningspunktet for fortællingen er det underjordiske bunkeranlæg, der var regeringen og kongehusets tilflugtssted i 1960’erne, da dommedag syntes uhyggeligt tæt på.
Velkomst- og udstillingsbygningen er den eneste synlige manifestation af koldkrigsmuseet, der ligger gemt i Rold Skov. Bygningerne står ligeså rå som landskabet omkring dem, og i sorte og mørkegrå nuancer, blandt træer og højt græs, bydes gæster velkommen. En stor glasfacade spejler landskabet om dagen, men om natten lukker bygningen sig om sig selv med dynamiske lameller.
Museumsdirektør Lars Christian Nørbach er særligt glad for den måde, bygningen spiller sammen med fortællingen om den hemmelige bunker i Rold Skov:
REGAN Vest koldkrigsmuseum har netop fået tildelt den forventede DGNB Guld certificering og kan nu også bryste sig med at være et mere bæredygtigt byggeri.
”Selve velkomst- og udstillingsbygningen kan med sin beklædning af sort cortenstål bedst beskrives som sorte bokse, der skjuler deres indhold, hvilket passer rigtig godt med selve bunkerens tophemmelige karakter,” forklarer han.
Han er også stolt over museets store succes og fortæller, at der siden indvielsen i februar 2023, har været over 61.000 besøgende i Rold Skovs gemte bunker.