Nyhed
NIRAS har vundet bygherrerådgivningen for udvidelsen af Herlev Hospital. For 1,6 mia. kr. skal hospitalet udvides med fælles akutmodtagelse og kvinde-barn-center. Den samlede investeringssum for Nyt Herlev Hospital er 2,25 mia. kr.
NIRAS har vundet bygherrerådgivningen for udvidelsen af Herlev Hospital sammen med aarhus arkitekterne. For 1,6 mia. kr. skal hospitalet udvides med fælles akutmodtagelse og kvinde-barn-center. Den samlede investeringssum for Nyt Herlev Hospital er 2,25 mia. kr.
Nyt Herlev Hospital er områdehospital for planlægningsområde Midt. For at leve op til kravene som områdehospital og rumme de specialer, Herlev Hospital har fået tilført, skal hospitalet udvides med 350 sengepladser. Herlev Hospital får tilføjet et nyt fritliggende kvinde-barn-center og en ny fælles akutmodtagelse på tilsammen 52.000 m2. Dertil kommer nyt parkeringsanlæg og udvidelser og ombygninger af eksisterende bygninger.
Nybygningsprojektet er allerede sendt i en projektkonkurrence, og der er afgivet fem tilbud. Det forventes, at der til maj 2011 vil være indgået en kontrakt med en totalrådgiver.
NIRAS’ ydelser
NIRAS udgør med aarhus arkitekterne som underrådgivere teamet, der som bygherrerådgiver skal bistå bygherren med den styrende og koordinerende rolle i forbindelse gennemførelsen af det nye byggeri. Teamet skal med Søren Brandt som projektchef yde bygherrerådgivning af samtlige faser i nybygningsprojektet frem til og med ibrugtagning i oktober 2017.
NIRAS har stor erfaring inden for sygehusbyggeri og er involveret i de største af de nye sygehusbyggerier, der pågår i disse år. NIRAS er også bygherrerådgiver på Det Nye Universitetshospital i Odense, Det Nye Universitetshospital i Århus og på Rigshospitalet i København. Desuden er NIRAS totalrådgiver på en stor udbygning af Kolding Sygehus.
Hospitalet med det høje sengetårn
Herlev Hospital, der er et af landets største hospitaler, blev opført som amtssygehus i periode 1966-1976. Arkitekterne bag byggeriet er Gehrdt Bornebusch, Max Brüel og Jørgen Selchau. Med sine 120 meter og 26 etager er Herlev Hospital Danmarks højeste bygning og verdens femtehøjeste hospital. I 2007 vedtog Regionsrådet i Region Hovedstaden en ny hospitalsplan, hvori Herlev Hospital blev udpeget som en af de fire områdehospitaler, der hver skal tage sig af den akutte behandling inden for kirurgi og medicin.
Herlev Hospital er områdehospital for 425.000 borgere i Ballerup, Gladsaxe, Herlev, Egedal, Rødovre, Furesø, Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal kommuner. Inden for visse specialer betjener hospitalet 700.000 borgere i hele Region Hovedstaden. På kræftområdet behandler Herlev Hospital også borgere uden for Region Hovedstaden.
Information
Projektchef Søren Brandt
2041 7764, soebra01@heh.regionh.dk
Markedschef Helle Susanne Olsen
4810 4568, 2048 4568, hso@niras.dk