Nyhed
Fusionen mellem ALECTIA og NIRAS skaber en stærkere skandinavisk rådgiver med alle ydelser i ét hus. Det betyder nye, markante ambitioner om yderligere vækst på udvalgte forretningsområder, fortæller adm. direktør Carsten Toft Boesen.
Fusionen mellem NIRAS og ALECTIA er på plads. Det nye NIRAS er en endnu stærkere, skandinavisk rådgiver med 2.100 ansatte og globale ambitioner inden for NIRAS’ kerneekspertiser.
For alle NIRAS’ forretningsområder bringer fusionen nye muligheder for både kunder og medarbejdere. Flere forretningsområder og et endnu bredere ekspertisefelt åbner for nye og mere komplette løsninger til nuværende kunder og for at tilbyde firmaets ydelser til nye kunder og markeder.
I Danmark er NIRAS blandt markedslederne inden for forretningsområder som blandt andre byggeri, vedvarende energi, procesindustri samt miljø, vand og forsyning. I Sverige og Norge har NIRAS et solidt fundament samt store ambitioner om yderligere vækst på alle områder.
”Ambitionen er at skabe en trecifret millionvækst frem mod 2020. Væksten skal hentes i Sverige og Norge inden for hospitaler og procesindustri, i udvalgte udviklingslande, inden for Food & Beverage samt ikke mindst via øget samarbejde med nøglekunder,” siger adm. direktør i NIRAS Carsten Toft Boesen og fortsætter:
”Vores faglige miljøer er blevet endnu stærkere. Det giver vores kunder adgang til flere ydelser og dybere ekspertise i ét hus. Med den større geografiske dækning står vi markant bedre i forhold til de markeder, vi opererer på. Det styrker vores konkurrenceevne og position i markedet bl.a. som en førende rådgiver inden for byggeri og industri, ” siger han.
NIRAS’ forretningsområder
- Analyse & Planlægning
- Byggeri
- Energi
- GIS, Geodata og Automation
- Infrastruktur
- Arbejdsmiljørådgivning
- Miljø & Natur
- Procesindustri
- Udviklingsbistand
- Vand & Forsyning
Fremtidens arbejdsplads
Fusionen gavner også firmaets medarbejdere. Med 2.100 medarbejdere er NIRAS nu en arbejdsplads, hvor der i endnu højere grad er plads til at udvikle specialister med optimale muligheder for at gøre karriere. Det er der brug for nu og i fremtiden, hvor konkurrencen om at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere spidser til.
”Både fagligt, geografisk og kulturelt er der et godt match mellem vores virksomheder, der begge bygger på årelange erfaringer og stolte ingeniørfaglige traditioner. Flere medarbejdere har arbejdet i begge virksomheder, og andre kender hinanden fra projekter. Den nye virksomhed bygger videre på fællestræk som høj faglighed, loyalitet, engagement og et fladt hierarki, som sikrer handlekraft,” siger Carsten Toft Boesen.
Desuden er bæredygtighed et nøgleord i begge firmaers værdigrundlag.
”Vi bruger vores ekspertise til at skabe bæredygtige løsninger for vores kunder og bidrager derigennem til langt de fleste af FN’s 17 mål for bæredygtig udvikling,” siger Carsten Toft Boesen.
Muskler til yderligere vækst
Fusionen er gennemført på fondsniveau. Det sikrer, at NIRAS har fuld finansiel styrke til at investere i yderligere vækst.