Nyhed
Et nyt atletikstadion med dertilhørende faciliteter til blandt andet elite- og talentsport skal opføres i Kongelunden. Dele af det gamle fodboldstadion genanvendes i konstruktionen af de nye faciliteter.
Det rekreative område Kongelunden i Århus er under rivende udvikling. I november 2023 blev den samlede udviklingsplan for området godkendt af byrådet, mens nedrivningen af Ceres Park blev påbegyndt i februar 2024 til fordel for et nyt, moderne stadion. Snart kan aarhusianerne se endnu et konkret tiltag i udviklingsplanen, når et nyt atletikstadion og en udvidelse af den eksisterende arena, navngivet Sportens Hus, melder sin ankomst i Kongelunden. NIRAS skal bistå med teknisk rådgivning på projektet.
Niels Bunk Jespersen, der er projektchef i NIRAS, glæder sig til at komme i gang, mens han også glæder sig over samarbejdet mellem de involverede parter, som han beskriver som ”genanvendelse i bedste forstand” og henviser til mange, foregående og vellykkede projekter med samarbejdspartnerne AART og Raundahl & Moesby.
Genanvendelse er det altovervejende tema for projektet. Det nye atletikstadion, der får en tribune med plads til 1.500 tilskuere, bliver opført med stålkonstruktioner og sæder fra det gamle Ceres Park, der er under nedrivning. Ligesådan er der fokus på at bevare bygningsmasse, hvorfor én ud af tre af de nuværende bygningsfingre bevares.
”Det er et gennemgående ønske fra Aarhus kommune, at vi fokuserer på nogle mere bæredygtige løsninger. Det betyder også, at kommunen har krævet, at vi dokumenterer livscyklusanalyserne, selvom det faktisk ikke er et krav i bygningsreglementet endnu,” siger Niels Bunk Jespersen og tilføjer, at det er et sundt og fornuftigt krav, som ham og hans kollegaer gerne vil efterleve.
Tværfaglighed skal løse svære tekniske udfordringer
Et så omfattende projekt som det nye Atletikstadion ved Kongelunden medfører selvsagt også en række komplikationer og udfordringer for tekniske løsninger. Det tager Niels Bunk Jespersen og hans kollegaer dog i stiv arm.
”Vi kommer til at drage stor nytte af vores brede tværfaglighed, hvor vi eksempelvis kommer til at bruge vores eksperter indenfor både brandforhold og akustik. De forskellige bygningsfunktioner i projektet avler teknisk interessante udfordringer, som vi ser frem til at løse,” siger han.
Han fremhæver blandt andet de tekniske udfordringer forbundet med arbejdet omkring den eksisterende hal, som skal være funktionel sideløbende med byggeriet omkring hallen. Desuden har det også været et ønske fra Aarhus Kommune, at atletikken ikke fuldkommen forsvinder fra området. Derfor bliver hele det segment rykket til den gamle cykelbane.
Atletikstadionet skal certificeres til World Athletics klasse 2 niveau og bliver et åbent atletikanlæg. Sportens Hus bliver sambygget med den eksisterende arena og bliver et såkaldt flerbrugerhus, hvor atleter og talenter kan træne under topprofessionelle forhold. Her kommer blandt andet til at være træningsfaciliteter, en idrætsklinik, en moderne sportshal og akademiboliger for eliteidrættens udøvere.