Nyhed
Den amerikanske undersøgelsesmetode TRIAD afdækker forurening med klorerede opløsningsmidler hurtigere, billigere og bedre i modsætning til traditionelle metoder. Feltlaboratorium og mange folk i marken er nogle af elementerne i den nye metode, som NIRAS er blandt de første til at bruge i Danmark.
En ny metode til at undersøge forurening med – konceptet TRIAD – har betydet, at Region Hovedstaden har kunnet fjerne en kraftig forurening under en gammel renserigrund i Tåstrup to år før planlagt.
Ekspertisechef i NIRAS Anders G. Christensen, der har rådgivet Region Hovedstaden i forureningssagen, forklarer:
"TRIAD-metoden benytter sig af et særligt screeningsværktøj, der på stedet løbende kan måle omfanget af forureningen. Derfor har vi kunnet skaffe os mange analyseresultater på kort tid og dermed fået kortlagt forureningen og planlagt de nødvendige afværgeforanstaltninger på under et år."
Feltlaboratorium på stedet
NIRAS er blandt de første i Danmark, der anvender metoden mere systematisk.
Anders G. Christensen siger om konceptet:
"Fordelen ved metoden er, at vi har et feltlaboratorium på stedet og inden for få minutter kan modtage analyseresultater af forureningsniveauet for jord, luft og vand. Traditionelle laboratorieprøver tager normalt flere dage at få resultater på."
"Den store forskel fra de sædvanlige undersøgelsesmetoder er, at afdækningen foregår på ganske få uger ude i marken i et tæt samarbejde mellem ingeniører, kemikere, geologer og teknikere. De indsamlede data bruges til løbende at visualisere forureningsudbredelsen, som danner grundlag for beslutninger undervejs i felten om nye prøvetagninger. Så det er en meget dynamisk proces."
En billigere undersøgelsesmetode
TRIAD – også kaldet 'dynamisk undersøgelseskoncept for forureningsundersøgelser' – er oprindeligt udviklet af den amerikanske miljøstyrelse EPA i starten af 1990erne.
Ifølge Anders G. Christensen er TRIAD en billigere undersøgelsesmetode:
"Styrken ved TRIAD er, at kortlægningen for de samme penge kan foregå hurtigere og mere sikkert, da der typisk genereres mange flere måledata. Det er en stor fordel for både myndigheder og private grundejere, idet mange forurenede grunde havner i en flaskehals, fordi det tager så lang tid at undersøge dem og dermed træffe beslutninger om afværgeforanstaltninger."
Indtil nu har NIRAS kortlagt forurening med TRIAD i 15 sager, der bl.a. involverer Region Hovedstaden, Region Sjælland og industrivirksomheder i Danmark og Sverige.
TRIAD-metoden
TRIAD, der primært bruges til at afdække forurening med klorerede opløsningsmidler, olieprodukter, og tungmetaller, er delt op i tre faser.
- Systematisk planlægning
- Dynamisk arbejdsplan og datahåndtering
- Realtids målemetoder
Anders G. Christensen, NIRAS, forklarer:
"Den første fase går ud på en omfattende planlægning, hvor man hjemmefra gennemtænker mulige scenarier og på baggrund heraf udtænker en eller flere prøvetagningsplaner. Dernæst tager vi ud i felten og foretager vores screeningsprøver, der med en systematisk databehandling på stedet bruges til løbende at visualisere forureningsudbredelsen, som både vi og bygherren kan følge med i, og som i fase tre danner grundlag for nye beslutninger om, hvor vi skal tage de næste prøver."
Krumtappen i konceptet er det mobile feltlaboratorium, der analyserer prøver i felten, og et særligt screeningsværktøj – GeoProben. En GeoProbe er et lille køretøj på larvefødder, som kan tage prøver af jord, vand og poreluft ned til stor dybde og samtidig måle forureningsniveauet i jorden ved hjælp af en speciel sonde – en MIP-sonde (Membrane Interface Probe).