Projekt
Avanceret model tester pumper til Kalvebod Brygge Skybrudstunnel

Projekt
En tunnelskakt med tilhørende pumper bliver afprøvet med specialdesignet model. Løsningerne, som testes i størrelsesforholdet 1:11, indgår i et storstilet skybrudsprojekt i Københavns undergrund.
HOFOR skal i de kommende år anlægge en række skybrudstunneler i Københavns undergrund, som skal beskytte hovedstaden imod oversvømmelser. Den ene tunnel, Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, skal løbe fra hjørnet af Vodroffsvej og Gl. Kongevej under Vesterbro og ud til Kalvebod Brygge. Ved kraftige skybrud vil den underjordiske tunnel lede regnvand fra den eksisterende kloak til en stor pumpestation, som herfra skal pumpe vandet ud i Københavns Havn.
I testfaciliteterne til fysiske modelforsøg ved DHI A/S i Hørsholm har bygherrerne, HOFOR og Frederiksberg Forsyning, og et internationalt rådgiverhold med NIRAS i spidsen udført en række vigtige og fascinerende tests med en specialbygget model af pumpestationen. Med en 2½ meter høj vandtank af plexiglas kan man skabe en fuldstændig naturtro modellering af den planlagte pumpestation ved Kalvebod Brygge.
Med den nøjagtige model tester man i størrelsesforholdet 1:11 pumpernes dimensionering og deres funktion i tunnelskakten. Der skal nogle kraftige pumper til at kunne løfte de massive mængder skybrudsvand fra den store tunnelskakt ca. 12 meter op og ud i havnebassinet. Pumpestationen får seks kraftige pumper, som vil give en kapacitet på 20 kubikmeter vand pr. sekund – det svarer til, at pumpestationen kan tømme et olympisk svømmebassin på to minutter.
Det er netop disse løsninger i detailprojektet; pumperne, tunnelskaktens design samt hvordan vandet vil opføre sig i tunnelskakten, som bliver testet hos DHI. Med komplicerede udregninger har eksperter fra det internationale rådgiverhold regnet på de helt unikke løsninger.
Nu er de afprøvet med succes i modellen, hvor blå sporvæsker viser vandets vej fra tunnelen, mens det fylder skakten og pumpes op og ud i havnen.
Ét af de meget vigtige resultater fra testene hos DHI var, at projektholdet indså, at der skal bygges såkaldte bafler i tunnelskaktens bund. Bafler eller prelplader er lodrette klodser konstrueret i beton eller stål, som skal kontrollere vandmassernes strømninger, når de komme igennem tunnelen og ind i tunnelskakten med stor kraft.
Intet ved Kalvebod Brygge Skybrudstunnel er standard-løsninger. Alt er specialdesignet og unikt – netop derfor har HOFOR og Frederiksberg Forsyning valgt at lade løsningerne teste hos DHI.
"Selve designet af Kalvebod pumpestation er ekstremt på mange måder. Både hvad angår økonomi, kapacitet og de rammer, som pumpestationen bliver bygget ind i. Intet følger ’normale design-regler’, og derfor er vi nødt til at være sikre på, at det kommer til at virke. Det er formålet med modeltesten."
Niels Eriksen, Chefkonsulent i HOFOR.
Skybrudstunnelen forventer man at få brug for omkring én gang hver femte år under særligt kraftige skybrud. Her vil skybrudstunnelen forhindre oversvømmelser i København, som ellers ville forårsage skader for milliarder af kroner. Derfor skal løsningen fungere perfekt.
Totalentreprisen til Kalvebod Brygge Skybrudstunnel forventes at blive udbudt i august 2020. Det betyder, at anlægsarbejdet vil begynde omkring august 2021 og tunnelen forventes at være færdigbygget i 2025.