eDNA overvågning af dyndsmerling og flodperlemusling

Det er håbet, at den nye teknologi kan hjælpe Miljøstyrelsen til at finde levesteder for de beskyttede arter, der hidtil har været overset. Metoden med eDNA bruges allerede i dag ved Miljøstyrelsens overvågning af ikke-hjemmehørende arter i det marine miljø. Miljøstyrelsen overvejer derfor, om eDNA også kan bruges til at overvåge sjældne arter, der er vanskelige at undersøge med konventionelle metoder.

Dyndsmerling

I Danmark findes dyndsmerling (Misgurnus fossilis) kun i Sølsted mose og muligvis ved Magisterkogen. Arten er rødlistet som kritisk truet og opført på Habitatdirektivets bilag II. Danmark har derfor en direktivmæssig forpligtelse til at beskrive artens bevaringsstatus. De nuværende fangst- og undersøgelsesmetoder med ruser og el-fiskeri er ineffektive og omkostningstunge. Derudover kan det være problematisk at undersøge potentielle levesteder med dybt vand, hvor de konventionelle metoder ikke er optimale. eDNA metoden har forud for projektet været afprøvet i Sølsted mose tilbage i 2012.

Formålet med projektet var at vurdere potentialet for eDNA som supplement til den traditionelle artsovervågning af dyndsmerling. Projektet har undersøgt, hvor langt fra kilden til eDNA en vandprøve kan indsamles for at påvise eDNA over detektionsgrænsen. Derudover skal de efterfølgende udarbejdes en opdatering af den tekniske anvisning for overvågning af denne art, hvor eDNA muligvis kommer til at indgå.

Projektet konkluderer, at eDNA metoden er velegnet til påvisning af dyndsmerling. Hvis vandprøverne til eDNA analyse tages netop på det sted i vandløbet, hvor arten findes, så vil prøven i langt de fleste tilfælde være positiv. Dog er det vigtigt at udtage flere vandprøver pr. prøveindsamlingssted for at påvise arten, hvis man ikke ved, hvor dyrene præcist findes. Behovet for flere vandprøver pr. prøveindsamlingssted stiger med stigende afstand til det sted, dyrene opholder sig. Dette gælder ikke kun for dyndsmerling, men også for eDNA undersøgelser af andre arter.

Flodperlemusling – afgiver døde skaller DNA?

I Danmark er flodperlemusling (Margaritifera margaritifera L.) kun kendt fra Varde å. Arten er kun fundet i en kortere strækning af Varde Å i Sydvestjylland, hvor den sidst er observeret i 1974. Det vides ikke med sikkerhed, om den stadig findes her. Arten er opført på Habitatdirektivets bilag II og IV. Traditionelt har man eftersøgt flodperlemuslingen med vandkikkerter eller dykning. I overvejelserne om at bruge eDNA som undersøgelsesmetode af flodperlemusling har et af spørgsmålene været, om døde muslingeskaller vil frigive eDNA, som kan give anledning til falske positive resultater.

Formålet med dette projekt var derfor at undersøge, i hvilket omfang skaller fra døde flodperlemuslinger udskiller målbare mængder af DNA. Undersøgelsen blev udført som et kontrolleret forsøg, hvor både levende flodperlemuslinger og døde skaller blev udsat i kunstige vandløbsrender. I forsøgsperioden blev der indsamlet vandprøver, der blev analyseret for eDNA fra flodperlemusling.

Undersøgelsen viste, at skaller fra muslinger, der havde været døde i 20-30 år, ikke frigiver DNA i målbare mængder. Den type skaller giver derfor ikke anledning til falske positive eDNA signaler. Nyligt døde individer, hvor nedbrydningen af bløddelene stadig foregår, må dog forventes at kunne afgive DNA.

Det kan derfor konkluderes, at positive eDNA signaler med stor sandsynlighed stammer fra levende individer af flodperlemusling. Dog kan eDNA metoden ikke fuldt erstatte de konventionelle eftersøgninger i forhold til Habitatdirektivets krav om beskrivelse af både populationsstørrelse, alderssammensætning og reproduktionsevne. Men eDNA metoden kan anvendes til at detektere forekomster af levende flodperlemuslinger og dermed indsnævre det område, hvor der skal foretages en yderligere konventionel eftersøgning af arten.

eDNA kan forbedre naturovervågningen

På baggrund af projekterne kan man konkludere, at eDNA kan bidrage med nye oplysninger, hvis metoden anvendes til overvågning af både dyndsmerling og flodperlemusling. Men mulighederne stopper ikke her. I NIRAS ser man et stort potentiale for anvendelse af eDNA til naturovervågning. I mange tilfælde kan DNA metoderne være både bedre, hurtigere og billigere end de konventionelle metoder.