Projekt
Produktion af el og fjernvarme er årsag til megen CO₂-udledning. Men hos Fjernvarme Fyn undersøger man nu muligheden for at udnytte CO₂ via et partnerskab, som skal give en klassisk win-win-situation.
- SDG: #7, #11, #13, #17
- Sektor: Energi
- Lande: Danmark
- Klient: Fjernvarme Fyn
Mere end 800.000 ton CO₂. Det er, hvad forsyningsselskabet Fjernvarme Fyn samlet udleder årligt fra anlæggene på Havnegade – når både den biogene og fossile CO₂ indregnes. Anlæggene leverer el til nettet og fjernvarme til Odenses indbyggere. Men det fynske forsyningsselskab har et ønske: Man vil gerne gå i en grønnere retning og begrænse udledningen af CO₂ samtidig med, at den stabile varmeforsyning i Odense bibeholdes.
Og det er lige præcis, hvad teknologien Power-to-X kan hjælpe virksomheder med. Power-to-X er en teknologi, hvor man kan fremstille gasser og flydende brændsler ved at blande kulstof fra fx CO₂ med brint.
Da Fjernvarme Fyn genererer masser af CO₂ fra sin varmeproduktion, har man besluttet at undersøge muligheden for at indgå et partnerskab med en anden virksomhed om at bygge et PtX-anlæg ved siden af kraftvarmeværket. Partnervirksomheden kunne fx være en brændstof-producent, som kan udnytte den store mængde CO₂ i deres produktion. Dermed kan man undgå, at CO₂ blot udledes til skade for miljøet.
Analyse viser potentialet
NIRAS har for Fjernvarme Fyn udført en analyse af mulighederne for at opsamle CO₂ og være vært for et PTX-anlæg, samt indledende sonderinger omkring hvilke partnere, der kunne være relevante ift. at opføre et Power-to-X-anlæg i tilknytning til fjernvarmeværket i Odense.
Analysen omfattede forudsætninger, markedsanalyse, rammevilkår, begrænsninger og teknologier med fokus på samspil med fjernvarmen - såkaldt sektorkobling. Dette blev sammenfattet i en konklusion vedrørende Fjernvarme Fyns muligheder for at tilbyde sig som partner i et PtX-samarbejde.
Konklusionen viste en lovende businesscase for Fjernvarme Fyn i form af både miljømæssige og økonomiske gevinster – dels fra begrænsning af udledt CO₂, og dels fra udnyttelse af overskudsvarme såvel som bidraget til en potentiel partners produktion af brændstoffer eller andre sekundære produkter.
Rådgivningen fra NIRAS blev udført og leveret i efteråret 2020, og Fjernvarme Fyn er siden gået videre med at afsøge potentielle partnere.
Power-to-X kort fortalt
- Ved at sætte strøm til vand kan man spalte vandmolekyler (H₂O) – det hedder elektrolyse
- På den måde kan man omdanne grønt produceret strøm – fx fra vindmøller – til brint (H) og ilt (O)
- Brinten tilsætter man kulstof – fx i form af CO₂ fra en fabrik eller et kraftværk
- På den måde kan man producere gasser eller brændstoffer, der kan udnyttes som brændstof af fly, færger, lastbiler etc.