Projekt

Genbrug af skyllevand beskytter og bevarer drikkevandsressourcer på Lolland

Anlæg til genbrug af skyllevand på Maribo Vandværk placeret i gl. reaktionstank.

Anlæg til genbrug af skyllevand på Maribo Vandværk placeret i gl. reaktionstank.

Med et anlæg til genbrug af skyllevand genbruges cirka 30.000 m³ drikkevand om året på Maribo Vandværk. I stedet for, at skyllevandet bliver til spildevand, der kræver behandling på et rensningsanlæg, bliver det nu behandlet og genindført i råvandsledningen. Det er en vigtig gevinst for både miljø og grundvandsressourcer.

1. oktober, 2024
  • Sektor: Vand
  • Lande: Danmark
  • Klient: Lolland Forsyning

Det gav noget af et chok i vandforsyningen, da Lolland Kommune bebudede, at indvindingstilladelsen til Nakskov Vandværk ville blive reduceret væsentligt for at mindske belastningen af grundvandsressourcen. Lolland Vand har fire vandværker, som er forbundne og kan hjælpe hinanden. Men på grund af en trængt grundvandssituation kunne man ikke umiddelbart erstatte den reducerede råvandsmængde.

Derfor var forsyningsselskabet interesseret i at få vurderet mulighederne for at bygge et anlæg til genbrug af skyllevand på værkerne. NIRAS udarbejdede derfor et beslutningsoplæg og detailprojekterede sidenhen en løsning til et genbrugsanlæg på Maribo Vandværk. I den forbindelse varetog NIRAS også udbudsforretning og assisterede med tilsyn under etableringen.

Miljømæssige og økonomiske fordele

Skyllevand fra et vandværk er okkerholdigt vand, der fremkommer, når vandværkets sandfiltre skal skylles. Typisk bliver skyllevandet ledt til et bassin, hvor okker bundfældes og skyllevandet udledes herefter til en recipient eller kloak afhængigt af de lokale forhold. Men ved genbrug af skyllevand bliver okkeret filtreret fra, og vandet kan derfor igen ledes ind på vandværket.

”Det er interessant at genbruge skyllevand, fordi man derved undgår unødig brug af grundvandsressourcen, og man minimerer også udledningen af skyllevand fra vandværket til enten recipient eller renseanlæg. Det er der både miljømæssige og økonomiske fordele ved,” siger Christian Lunøe Holmboe, som er rådgiver i NIRAS.

Det er interessant at genbruge skyllevand, fordi man derved undgår unødig brug af grundvandsressourcen. Det er der både miljømæssige og økonomiske fordele ved.

Christian Lunøe Holmboe, rådgiver i NIRAS.

Sådan foregår det

Et genbrugsanlæg til skyllevand kræver en ansøgning i henhold til Vandforsyningslovens §21, som skal godkendes af kommunen.

Procesanlæg omfatter:

  • Skyllevandsbeholder
  • Filter til fjernelse af partikler fra skyllevand (fx sandfilter eller membranfilter)
  • Kompressor til skyl af filtre
  • UV-anlæg til behandling af skyllevand før genbrug (typisk iblandes råvandet)
  • Slamtank til opsamling af okkerslam ved returskyl af genbrugsfiltre

Løsning i tæt dialog med driftsmedarbejderne

Men at bygge et anlæg til genbrug af skyllevand kræver, at der er plads på vandværket til skyllevandstank, filtre og UV-anlæg til at rense skyllevandet. På Maribo Vandværk viste forholdene sig at være gode, idet størstedelen af anlægget kunne etableres i en henstandstank under et nedlagt iltningsspor. Endvidere kunne man anvende en eksisterende slamtank til at opbevare okkerholdigt skyllevand fra genbrugsanlægget.

Flere vigtige detaljer i anlægsarbejdet har krævet et tæt samarbejde mellem forsyningens driftsmedarbejdere og NIRAS’ specialister. Efter et forbilledligt samarbejde, hvor Lolland Vand bidrog med værdifulde erfaringer og konkrete forslag til løsningen, genbruger man i dag skyllevandet på Maribo Vandværk.

”Det har været en spændende opgave med mange faglige aspekter inden for vandbehandling selvfølgelig, men også miljø, byggeri, udbud og tilsyn med entreprisen. Et rigtig godt projekt, som også hjælper med at spare på vandressourcer,” siger rådgiver Christian Lunøe Holmboe.

Vil du vide mere?

Christian Lunøe Holmboe

Christian Lunøe Holmboe

Konsulent, civilingeniør, Vand

Allerød, Denmark

+45 6137 4440

Allan Nilsson

Allan Nilsson

Seniorspecialist

Allerød, Denmark

+45 8873 5480

Se også: