Projekt
18 bassiner i Grønningen–Bispeparken kan nu tilbageholde 3.000 kubikmeter regnvand
Foto: SLA
Projekt
Foto: SLA
I Københavns Nordvestkvarter kunne man i sommeren 2024 indvie den nyrenoverede Grønningen NV – Bispeparken. Et omfattende skybruds- og byrumsprojekt, der forener byfornyelse med klimatilpasning.
Det nye parkanlæg byder nu på 18 unikke 'sociale bassiner', der ikke kun fungerer som lege- og samlingssteder for områdets beboere, men også har en vigtig funktion i områdets vandhåndtering. Disse bassiner kan tilsammen tilbageholde op til 3.000 m³ regnvand ved kraftige regnskyl og skybrud, hvilket er med til at reducere risikoen for oversvømmelser i områdets laveste punkt ved Lygten/Tagensvej.
”Med dette projekt har København fået et nyt parkanlæg, som er mere attraktivt og tilgængeligt for beboere og lokale samtidig med, at det giver en mere varieret bynatur og imødekommer behov for nødvendig klimatilpasning. Jeg er glad og stolt over resultatet, hvor vi har haft et fremragende samarbejde med NIRAS og projektets øvrige aktører om at gentænke parkens design,” siger projektleder fra Københavns Kommune Ann Lilja.
De grønne områder på begge sider af Tuborgvej har dermed fået et nyt, bakket terræn, der forvandler de tidligere lidt monotone græsarealer til et dynamisk landskab med bakker og lavninger. Det nye terræn skal invitere til både naturoplevelser, leg og skabe rum for borgernes sociale aktiviteter.
Projektet er udviklet gennem en ambitiøs samskabelsesproces, hvor beboerne og lokale interessenter har spillet en central rolle. Gennem dialogmøder har NIRAS og landskabsarkitekter fra SLA, i samarbejde med kunstneren Kerstin Bergendal, lyttet til beboernes ønsker og behov. Resultatet er en park, der fremmer fællesskab og tryghed, og som beboerne føler et stærkt ejerskab over.
”Jeg er stolt af, at vi har bidraget til dette flotte projekt, som ikke blot beskytter byen mod oversvømmelser, men også skaber en grønnere og mere sammenhængende bydel.”
Esben Ravn Iversen, seniorprojektleder i NIRAS.
De grønne områder ved Grønningen – Bispeparken er oprindeligt designet af C.Th. Sørensen. Det har krævet en nænsom bearbejdning af parkens landskabelige kvaliteter at sikre, at områdets historiske og kulturelle værdier blev respekteret og videreført samtidig med, at Københavns Kommune havde brug for at tage vigtige skridt imod en mere klimatilpasset fremtid.
På den måde er det nye projekt blevet et skoleeksempel på, hvordan klimatilpasning kan integreres i en byudvikling, hvor regnvand håndteres effektivt.
”Vi har valgt i projektet at lade vandet løbe på terræn i så stort et omfang, som det overhovedet var muligt, frem for at grave regnvandsledninger ned i jorden. Det gør det fleksibelt for de almene boligselskaber i området at tilkoble tagvand til projektet. Vi har bygget et system med sammenhængende våde og tørre bassiner, som kommer i brug ved forskellige typer af regnhændelser. Det giver mulighed for en større biodiversitet og en varieret anvendelse af parken - også når det lige har regnet,” forklarer seniorprojektleder i NIRAS, Esben Ravn Iversen.
NIRAS har i projektet været ansvarlig for alle de ingeniørtekniske discipliner. Flere end 100 kolleger har bidraget over det femårige projektforløb med fagligheder inden for vandhåndtering, hydraulik, anlæg af veje og trafikplanlægning, betonarbejder, brandsikkerhed, dialog- og inddragelsesprocesser samt meget andet.
Skybruds- og byrumsprojektet Grønningen NV – Bispeparken blev indviet lørdag den 31. august 2024. Om indvielsen siger seniorprojektleder i NIRAS, Esben Ravn Iversen:
”Det var en god dag med fantastisk stemning, gode taler og masser af aktiviteter for børn og voksne. Jeg er stolt af, at vi har bidraget til dette flotte projekt, som ikke blot beskytter byen mod oversvømmelser, men også skaber en grønnere og mere sammenhængende bydel.”
Om Grønningen NV – Bispeparken: