Projekt
Sygehus Lillebælt Kolding er udbygget og renoveret med et samlet areal på ca. 40.000 m2 med bl.a. en ny hovedindgang, fælles akutmodtagelse og en ny sengebygning.
- SDG: #3, #9, #10
- Sektor: Byggeri, Infrastruktur
- Lande: Danmark
Med afsæt i en meget præcis arkitektonisk og klinisk funktionsbaseret analyse af det eksisterende Sygehus Lillebælt Kolding lykkedes det NIRAS som totalrådgiver at skabe et godt sammenhæng mellem nyt og gammelt i det nu udbyggede og renoverede supersygehus i Kolding.
Som totalrådgiver anbefalede NIRAS, at man byggede sengebygningen henover det eksisterende sygehus. Det gav kortest mulige transportveje fra det eksisterende hus til den nye bygning og optimerede dermed den daglige drift. Sengebygningen er udført som en ny seksetagers bygning.
Bæredygtighedskoncept
Kolding Sygehus blev opført i perioden 1968-75. Med udbygningen fik Kolding Sygehus et tidsvarende sygehus, hvor energi og indeklima er optimeret koblet med et bæredygtighedskoncept og helende arkitektur, der sikrerede sygehuset en grøn identitet.
Faseopdelt udbygning
Udbygning af Kolding Sygehus var faseopdelt, hvor NIRAS var involveret i fase 2-4:
- Fase 1 omfattede ud- og ombygning af sygehusets mor/barn-afsnit.
- Fase 2 indeholdt opførelse af en ny fælles akutmodtagelse (FAM) med en ny akutafdeling og observationssengeafsnit i en ny bygning, samt udvidelse af OP/opvågning og billeddiagnostik.
- Fase 3 bestod overvejende af en ny sengebygning med tekniketage. Sengebygningen med den underliggende tekniketage byggede man over sygehusets nuværende og fremtidige hovedkorridor og skabte mulighed for en hensigtsmæssig logistik på sygehuset.
Fase 2 og fase 3 indeholdt endvidere en ny hovedindgang, kapel, auditorium, apotek og nyt parkeringsområde.
Fase 4 omfattede ombygninger og renoveringer, der skabte grundlag for en endelig placering af sygehusets ambulante funktioner og omfattede bl.a. kontorer, dialyse, blodbank, prøvetagning samt nyt modtage- og klyngekøkken.
Opgaver og NIRAS-involvering i projektet:
- Totalrådgiver og ingeniør for fase 2, 3 og 4
- Projekt- og byggeledelse
- Byggeprogram og dispositions- og projektforslag samt detailprojekt
- Bæredygtig projektering, projekteringsledelse, fagtilsyn og byggeledelse
- Alle ingeniørfag herunder anlæg, konstruktioner, tunnel, el-, CTS- og VVS-installationer samt ydelser inden for VVM, lokalplan, bæredygtighed, IKT og projektweb, risikostyring, geoteknik og miljøundersøgelser, helikopterlandingsplads, trafik og støj
- Brugergruppeproces med workshops for opdragsgiver og brugere
- Bæredygtighedsmål inden for det grønne miljø, energiforbrug, indeklima, brugervenlighed og inddragelse af lokalsamfundet
- Råd om udstyr og apparatur
- Brandstrategi
- Arbejdsmiljø
- Bygherrerådgiver ved udbygning af nyt laboratorium
Samarbejdspartnere
NIRAS har været totalrådgiver på langt den største del af Kolding Sygehus’ udbygning i samarbejde med Schmidt Hammer Lassen Architects, Creo Arkitekter A/S, GBL gruppen for by & landskabsplanlægning ApS (nu Rambøll) og Balslev A/S
Vi ser tilbage på et projekt, hvor vi fandt løsninger på små som store udfordringer. Dette var muligt, fordi alle bidrog konstruktivt til de kompromisser, der ganske åbenlyst var nødvendige for, at vi kunne gennemføre projektet.
Kenneth Holm, Projektchef fra Kolding Sygehus’ projektafdeling
Geoteknisk puslespil
NIRAS planlagde og udførte ligeledes geoteknisk undersøgelse for de forskellige blokke. Herunder supplerende undersøgelser med specialmateriel for jordbundsundersøgelser i den eksisterende bygning.
Den nye sengebygning er funderet på 36 nye betonsøjler, hvoraf nogle er placeret lige uden for det eksisterende sygehus, mens andre er ført igennem sygehuset. Derfor måtte man skære huller og grave op, hvilket var noget af et puslespil. Det lykkedes imidlertid godt takket været et tæt samarbejde med sygehuset.
I drift i hele byggeperioden
Kolding Sygehus var på den officielle indvielsesdag den 24. november 2016 i drift ligesom alle de andre dage i de seks år, hvor byggeriet stod på.