Projekt

Lindevangsparkens scene er også et regnvandsbassin

Lindevangsparken Frederiksberg Girl Child Hopping On Rocks

Beboerne ved Lindevangsparken på Frederiksberg har fået et byrum, der både beskytter mod oversvømmelser og giver skolebørn et udendørs matematik-, fysik- og biologilokale.

7. marts, 2017
  • SDG: #4, #11, #13, #15
  • Sektor: Planlægning & Mobilitet, Vand
  • Lande: Danmark
  • Klient: Frederiksberg Kommune

Frederiksberg slog tre fluer med et smæk, da byen i november 2015 indviede Lindevangsparken efter halvandet års ombygning og klimatilpasning. Parken er stadig et grønt åndehul for byens beboere, men nu tjener den også som læringsunivers for skolebørn og som aflastning for kloakkerne ved ekstreme mængder regn.

Fremover bliver regnvand ledt uden om kloakkerne og kommer i stedet til sin ret som vand, man kan nyde synet af og lege med.

Det er klimatilpasning, som giver ekstra værdi til borgerne; ikke kun når regnen falder, men også når det er tørt, og solen skinner.

NIRAS og arkitektfirmaet Marianne Levinsen har som rådgivere hjulpet kommunen med at etablere et teknisk anlæg med stor bassinkapacitet oven på terrænet, som fuldstændig forsvinder ind i den eksisterende park.

Det er klimatilpasning, som giver ekstra værdi til borgerne

Den fremstår – også i solskinsvejr - som en harmonisk park, hvor bassinet bliver en scene, og grøften bliver et oplevelsesområde med solbærbuske og frugttræer for børn.

Med anlægget har Lindevangsparken en kapacitet på op til 2000 m3, når det næste skybrud rammer. Det opsamlede regnvand nedsiver eller bliver brugt til vanding af bytræer på Frederiksberg.

Jeg glæder mig til at byde velkommen til en flot og inspirerende park, hvor der er tænkt nyt og anderledes på en måde, der er typisk for Frederiksberg. Hovedformålet er at forsinke vandet og få det til at sive ned i grønne arealer frem for i byens kældre. Men i den valgte løsning udnyttes regnvandet også til leg og læring, så det øger den rekreative værdi for brugerne af parken.

Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj, ved indvielsen i november 2015

Viser vandets væremåder

Skoler, og især skolebørn fra den nærliggende Lindevangsskolen, vil få gavn af parken. Her kan børnene følge regnvandets vej fra kildens udspring og gennem regnvandsbedet langs grøften i parkens østlige side. Endelig vil en vandkanal, i det byrum som kaldes Sløjfen, vise vandets forskellige væremåder; brusende, hvirvlende, som vandfald og roligt strømmende.

Den reelle udfordring har været at etablere 700 m3 bassin for at skybrudssikre Peter Bangs Vej, hvilket er Sløjfens primære formål. Men som Sløjfen er udformet, lever den både æstetisk og i forhold til anvendelse op til alle funktioner.

Lindevangsparken er et af fire projekter, som får støtte fra VANDPLUS, der er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Realdania og Lokale- og Anlægsfonden.

De store vandmængder er en ressource

Oversvømmede veje, fyldte kloakker, produktionsstop og vand i kælderen. Danmark får mere vand fra oven og fra havet, end vi har været vant til. Det giver omkostninger for milliarder af kroner i et omfang, som vores samfund ikke har råd til. De øgede vandmængder er ikke kun noget, vi skal lede bort i afløbssystemet eller gemme bag et dige. Det er en ressource, vi skal bruge til at skabe bedre natur og oplevelser for befolkningen.

Vil du vide mere?

Esben Ravn Iversen

Esben Ravn Iversen

Seniorprojektleder

Allerød, Denmark

+45 4810 4534

Se også