Projekt
Ledreborg Å har fået genskabt sit oprindelige forløb med et stort, naturligt fald – en type vandløb der sjældent ses på Sjælland. NIRAS har rådgivet Lejre Kommune, da opstemningen ved én af åens vandmøller skulle nedlægges som en del af processen.
- SDG: #14
- Sektor: Miljø
- Klient: Lejre Kommune
Selvom de gamle vandmøller i Ledreborg Å har ligget der i årevis og påvirket vandløbets dyreliv, har for eksempel Hule Mølle ikke været i brug i snart 100 år. For andre af de gamle vandmøller er det kun en sammensunket dæmning, som i dag vidner om, at der engang har ligget en mølle.
Det oprindelige vandløb skal genskabes
Men faunaspærringerne, som gør, at dyrelivet ikke kan passere de gamle opstemninger, består stadig nogle steder. Gennem de seneste 15 år har Lejre Kommune dog fjernet de fleste levn af dæmningerne, og der er nu fri passage for dyrelivet i hele Ledreborg Å op til Kisserupvej, hvor Hule Mølle ligger opstrøms, og der nedstrøms er en gammel opstemning fra en tidligere mølle. I 2017 blev den gamle opstemning nedstrøms Kisserupvej fjernet og vandløbets naturlige fald genskabt.
Det naturlige fald på strækningen omkring Hule Mølle er mellem 20 og 30 promille. Det er usædvanligt på Sjælland for så relativt stort et vandløb. Ved fjernelse af opstemningerne nedstrøms Kisserupvej ved Hule Mølle er det besluttet at genskabe vandløbets naturlige fald i stedet for at forsøge at nedbringe faldet med unaturlige slyngninger på vandløbet, hvilket også ville have skabt betydeligt større jordmængder. Desuden ligger vandløbet her i en slugt med jernbanen på den ene side og en kildeplads på den anden. Det var derfor ikke muligt at lægge vandløbet uden om opstemningen.
Et mere varieret vandløb
Den mindre dæmning nedstrøms Kisserupvej blev fjernet i sensommeren 2017. NIRAS detailprojekterede, udarbejdede udbudsmateriale og førte tilsyn med projektet. Ved at afvikle en del af faldet med ca. 30 promille blev det muligt at sænke faldet på tre kortere strækninger – nok til at der kunne udlægges grus til gydebanker. Uden at sænke faldet på delstrækningerne ville gydegruset være blevet skyllet væk.
På den måde er der skabt et meget varieret vandløb, der nogle steder har dybt og roligt vand, mens andre strækninger er brede, lavvandede og med hurtigt, brusende vand. Den store variation i bundforhold, dybde og strømhastighed er til glæde for fiskene og smådyrene i Ledreborg Å, som rent biologisk er en af Sjællands mest interessante åer.
Bevarelse af det kulturhistoriske miljø
NIRAS har desuden udarbejdet forundersøgelse for nedlæggelsen af den noget større opstemning ved Hule Mølle med henblik på at genskabe vandløbets fald opstrøms. Det er undersøgt, hvad gennemførelse af projektet vil have af konsekvenser for vandløbet og det omgivende miljø. Forundersøgelsen foreslår bevarelse af det kulturhistoriske miljø ved at bibeholde dæmningen men i stedet at lede vandet igennem dæmningen i et rør frem for at nedbryde dæmningen helt.
Hule Mølle er underlagt en bygningsfredning, og derfor har NIRAS som et led i forundersøgelsen foretaget en byggeteknisk gennemgang af bygningens fundering og beskrevet afværgetiltag. Det skal sikre imod sætninger forårsaget af eventuelle ændringen i afvandingsforholdene omkring bygningen. Der er endnu ikke taget beslutning vedr. projektets gennemførelse.
NIRAS har også tidligere bistået Lejre Kommune med rådgivning i forhold til at nedlægge opstemningen ved Dellinge Mølle og fjerne faunaspærringen ved Spejlsøen i Ledreborg Slotspark.