Projekt

Projektering af forlængelse af Hillerødmotorvejen

Hillerødmotorvej NIRAS EDITED 2

NIRAS har med Atkins Danmark A/S som underrådgiver fået til opgave at stå for projekteringen af en 13 km lang udvidelse af Hillerød motorvejen. Den udvidede motorvej forventes at kunne tages i brug i 2027.

3. maj, 2022
  • SDG: #9
  • Sektor: Infrastructure
  • Lande: Danmark
  • Klient: Vejdirektoratet

Hillerødmotorvejen står foran en udvidelse af den 13 km lange delstrækning mellem afkørsel Lillerød Syd og Isterødvejen med henblik på at øge fremkommeligheden og trafiksikkerheden.

Beregninger har vist, at der i fremtiden vil blive behov for øget kapacitet på strækningen, blandt andet som følge af opførelsen af det  nye supersygehus i Hillerød. NIRAS har vundet opgaven sammen med Atkins Danmark som underrådgiver.

”Vi er meget glade for denne opgave, for det betyder, at vi i stigende grad får motorvejsprojekter i NIRAS’ portefølje. Vi har arbejdet med motorveje i Norge, og vi har rigtig meget erfaring med vejprojekter i Danmark, men netop motorveje er et område, vi gerne vil styrke. Derfor betyder denne opgave meget for os,” siger Carsten Heine Lund, der er Direktør for Infrastruktur i NIRAS.

Han understreger også vigtigheden af samarbejdet med Atkins Danmark som underrådgiver på projektet.

”Ved at forene de respektive spidskompetencer i de to firmaer og udnytte hinandens styrker, opnår vi at kunne matche konkurrenterne i et meget kompetitivt marked. Vi har længe forsøgt at vinde et projekt af denne type og er nu endelig kommet i mål gennem et vedholdende og omfattende tilbudsarbejde. Vi ser frem til samarbejdet med både Atkins og Vejdirektoratet,” siger Carsten Heine Lund.

Motortrafikvej allerede forberedt til udvidelse

Strækningen vil blive etableret som en firesporet motorvej, der er beregnet til hastigheder op til 110 km/t. Udvidelsen skal ske ved at inddrage og udvide den eksisterende motortrafikvej, der allerede dækker strækningen mellem Hillerød og Allerød.

Motortrafikvejen blev i sin tid planlagt således, at den kunne udvides til motorvej, og den vil også blive bibeholdt som den ene vejside af den nye motorvej. Selve udvidelsen til motorvej vil fortrinsvis finde sted langs den østlige del af strækningen, hvor der allerede er plads under de eksisterende broer.

Således er de større broer mellem Allerød og Herredsvejen allerede opført med en udvidelse til motorvej in mente, idet motortrafikvejen oprindeligt var tænkt etableret som en motorvej.

Imidlertid er den sidste strækning fra Herredsvejen og frem til Isterødvejen ikke forberedt med det samme sigte. Den vestlige side af vejen skal udvides med 1,5 m for at skabe plads til de fremtidige nødspor og kantopsamling af vejvand.

Vand fra motorvejen skal renses

Projektet vil også indeholde en vigtig miljøkomponent. I dag ledes vand fra motortrafikvejen direkte ud i en grøft med fare for at kemikalier havner i naturen.

Men med den nye motorvej vil regnvandet i stedet blive opsamlet og ledt gennem et lukket system til regnvandsbassiner, hvor evt. skadelige stoffer som eksempelvis olie eller kemikaliespild på vejen kan opsamles, før vandet ledes ud i vandløb.

Der findes allerede 12 regnvandsbassiner for vejvand på strækningen, og de skal nu udvides til at kunne klare de øgede mængder vand. Derudover skal der oprettes to nye regnvandsbassiner på strækningen.

Ud over Hillerødmotorvejes forlængelse har NIRAS A/S inden for de seneste måneder vundet en række andre spændende projekter for Vejdirektoratet.

Projekterne omfatter blandt andet forundersøgelse af delvis nedrivning af Bispeengbuen i København, VVM og skitseprojekt for rute 26 Aarhus – Viborg samt Knudepunkt ved tilslutningsanlæg 26 Aalborg Øst.

Vil du vide mere?

John Horn

John Horn

Forretningsdirektør

Allerød, Denmark

+45 6025 4959

Dorte Petersen

Dorte Petersen

Projektchef

Allerød, Denmark

+45 4176 0607

Se også: