Sikrer, at materialerne kan bruges
NIRAS var med som rådgiver hele vejen rundt fra at kortlægge, screene og planlægge nedrivningen til at bygge det nye hus af genbrugte materialer.
Udfordringen ved nedrivningen var at sikre, at materialerne fra nedrivningen egnede sig til brug i det nye, svanemærkede hus.
”Det løste vi ved at identificere alle krav til materialerne om styrke, dimensioner, fjernelse af miljøfarlige stoffer, opbevaring mv. og integrere dem i projekteringen af nedrivningen. Vi stræbte efter at integrere viden fra alle led i kæden i planlægningen. Kun på den måde kan vi løfte genbrug og genanvendelse til næste niveau. Normalt bliver tagsten knust og genanvendt i bærelag til veje og stier. Her genbrugte vi tagsten til facadebeklædning eller som tagsten igen,” siger projektleder på nedrivningen Morten Dallov Ibsen fra NIRAS.
Forud for dette arbejde var der brugt tid på at udvælge de materialer, der kunne være relevante for et nybyggeri: Hvad kunne nedtages helt, og hvad kunne man efterfølgende indbygge samtidig med, at man overholdt nuværende krav til byggerier i Danmark?
Flytter genbrugsgrænser
”I forhold til genbrugsmaterialer i konstruktioner er det interessante ikke at tænke dem som genbrugsmateriale, men på lige fod som alle andre byggematerialer. Det var vigtigt for hele projektgruppen med Lendager Arkitekter, Ejendomscenteret i Gladsaxe Kommune og NIRAS at arbejde med at overføre den tankegang til byggeriet og videre til de bydende entreprenører på opgaven,” siger projektleder for ingeniørfagene på børnehuset Claus Wessel Andersen fra NIRAS og fortsætter:
”Via det grundige arbejde med at afklare og indsamle genbrugsbyggematerialerne gjorde vi det muligt at bygge med de genanvendte materialer på lige fod med nye materialer," siger Claus Wessel.
”Den svære nu bliver at sikre erfaringerne. Projektet er et ikonprojekt, som andre kan trække på erfaringer fra ikke kun nationalt, men også internationalt,” siger Helen Grindvad Kristensen.
Byggeriet stod indflytningsklart i 2022.
Svanemærket børnehus
Den forsigtige nedrivning af den gamle skole begyndte i juli i 2020. Første skridt var at sikre en række identitetsskabende genstande som f.eks. ur, gadelamper, skolevaske og kuppel til stjernekikkert.
Derefter blev bygningerne saneret for miljøproblematiske stoffer, hvorefter de materialer, der skal genbruges, forsigtigt nedtages og placeres på materialepladsen på grunden.
At det børnehuset skulle svanemærkes betød, at man i alle dele af processen og i materialevalg skulle bygge med fokus på bæredygtighed, miljø og et godt indeklima med hensyn til lyd, lys og luft. Børnehuset blev opføret i Bygningsreglements laveste energiklasse. Huset er også mærket efter den nye frivillige bæredygtighedsklasse.
I forbindelse med at man nedrev den gamle skole blev den eksisterende spærkonstruktion demonteret til genbrug i børnehuset. Foto: NIRAS.