Projekt

Regnvandstunnel under Hellerup skal reducere oversvømmelser og sikre rent badevand

Niras Tunnel 0827 Reduceret

Det var en forløsning på fem års arbejde, da tunnelboremaskinen brød igennem og afsluttede tunneleringen, som er første etape i Hellerups nye værn imod oversvømmelser.

12. juli, 2021
  • SDG: #13
  • Sektor: Vand
  • Lande: Danmark
  • Klient: Novafos A/S
  • Entreprenør: Østergaard - Aarsleff JV I/S
  • Rådgiver: NIRAS A/S

Gnister, røg og støv slår ud i tunnelskakten, da folk fra entreprenøren Østergaard går i gang med at skære tunnelskaktens væg bort dér, hvor tunnelmaskinen skal gennembryde – de sidste par centimeter stål inden regnvandstunnelen under Hellerup er boret færdig. 

Borearbejdet har stået på siden foråret 2016, og nu er det et spørgsmål om de sidste timer, inden den 1,5 km lange, underjordiske regnvandstunnel har sit endelige gennembrud. 

I tunnelskakten venter projektleder Lasse Nielsen fra NIRAS spændt på entreprenørfolkenes arbejde. Fremover skal regnvandstunnelen opsamle regnvand fra hele det centrale Hellerup og lede det ud i Øresund. Det skal både mindske risikoen for oversvømmelser i området og sikre bedre badevandskvalitet langs Strandvejens kyst.

Lan Tunnel

Spildevand og regnvand hver for sig

Bygherren, som er forsyningsselskabet Novafos, arbejder efter spildevandsplanen i Gentofte Kommune for at adskille regnvandet fra spildevandet i de almindelige kloakker i Hellerup by. Området har ofte været plaget af oversvømmelser, og hidtil er der sket overløb fra kloakkerne til havet, når det har regnet meget. Det vil sige, at både regnvand og spildevand til tider er endt i havet.

NIRAS har været med helt fra projektets begyndelse i 2012 og hjulpet som rådgiver med at lave projektforslag, udbudsmaterialer, projektering, tilsyn og byggeledelse. Når tunnelen er klar til at lede regnvand ud i Øresund, skal der tilkobles regnvand fra hele den centrale del af Hellerup via traditionelle ledninger og brønde. Det er blandt andet alt regnvand fra gader og stræder, som fremover skal kobles til tunnelen. Det arbejde påbegyndes fra slutningen af 2017 – også med NIRAS som rådgiver.

Regnvandstunnelen begynder ved Brodersens Allé nordvest for Hellerup Station. Herfra løber den under jernbaneskinnerne til S-togsnettet og kystbanen og slår to knæk på sin vej ud imod Øresund, inden den slutter i en pumpestation for enden af Lille Strandvej. Herfra skal regnvandet ledes ud i havet via en 250 meter lang trykledning.

En ’gravefri’ løsning

Oprindeligt var det ikke hensigten, at ’Strandvejsprojektet’ skulle blive til et tunnelprojekt. Men områdets geologi og de mange eksisterende ledninger til vand, varme og spildevand, som i forvejen lå under byens gader, gjorde det alt for risikofyldt at igangsætte et omfattende gravearbejde til projektets store transportledninger.

Derfor valgte bygherren Novafos efter forslag fra NIRAS en ’gravefri’ løsning til de komplekse forhold. Det vil sige, at der bliver boret langt dybere nede i undergrunden – i sikker afstand under de eksisterende ledninger og kloakker.

Løsningen med en tunnel har dog stadig været en udfordring på grund af områdets geologi, og fordi sætninger under bygninger eller dér hvor tunnelen krydser under jernbanen ville have omfattende konsekvenser.

Niras Tunnel 0384 2

Hellerup Regnvandstunnel

  • Hellerup regnvandstunnel er 1,5 km lang. Den er boret med tre forskellige boremetoder, hvor diametrene er 200, 160, 120 og 70 cm.
  • Tunnelen er boret imellem i alt otte tunnelskakte, hvor boremaskinerne er sænket ned og taget op.
  • ’Strandvejsprojektet’ blev påbegyndt i foråret 2013, som et svar på, at den centrale del af Hellerup ofte har været ramt af oversvømmelser selv ved mindre regnskyl.

Kontakt

Lasse Nielsen

Lasse Nielsen

Ekspertisechef

Allerød, Denmark

+45 4810 4387

Se også: