Projekt
Sterilcentralerne og lagrene for sterile varer sætter en ny standard for automatisering og giver forøget kvalitet samt forbedrer arbejdsmiljøet. NIRAS er bygherrerådgiver og totalrådgiver.
- SDG: #3
- Sektor: Byggeri, Pharma & Life Science
- Lande: Danmark
- Klient: Region Hovedstaden
- Værdi: 956 mio. kroner
- Bygherrerådgiver: NIRAS
- Totalrådgiver: NIRAS
- Arkitekt: C.F. Møller Architects
Hidtil er operations- og hospitalsudstyr blevet rengjort decentralt på de enkelte hospitalers faciliteter, der for en dels vedkommende er gamle og nedslidte. Derfor besluttede Region Hovedstaden i 2015, at der skulle opføres to helt nye sterilcentraler på henholdsvis Rigshospitalet og Herlev Hospital, som skal dække hele regionens behov for sterile instrumenter i fremtiden.
Fuldautomatiserede centraler sikrer produktkvaliteten
Det, at man centraliserer hele processen, gør, at anlæggene bliver så store, at det giver mening at automatisere dem. Det forbedrer samtidig arbejdsmiljøet, når tungt udstyr bliver automatisk fragtet, og optimerer patientsikkerheden samt skaber højst mulig ensartethed og produktkvalitet. Derudover øger det produktiviteten gennem stordriftsfordele og sikrer hurtig tilpasning til nye genbehandlingsformer, medarbejderudvikling og træning med mere.
NIRAS er bygherrerådgiver og totalrådgiver på begge centraler og har udarbejdet dispositionsforslag, projektforslag, hovedprojekt samt stået for fagtilsyn og projektopfølgning. Desuden har NIRAS stået for udstyrsdelen og udarbejdet dispositionsforslag, gennemgået løsningsforslag fra leverandørerne, koordineret installationer samt foretaget tests af det samlede anlæg inklusive IT-systemerne.
Se, hvordan en automatiseret sterilcentral fungerer herunder.
Banebrydende 3D-simulering brugt til opførelsen
At skabe verdens første fuldautomatiserede sterilcentraler stiller store krav til bygningernes udformning, IT-systemerne og robotteknologien.
På Rigshospitalet er sterilcentralen bygget op ad et nyopført parkeringshus og på et meget lille byggefelt. Det betyder, at traditionel etagevis opførelse ikke var mulig, og det stillede skærpede krav til planlægningen af bygningens opførelse.
Derfor har NIRAS anvendt en ny simuleringsmetode, der tager udgangspunkt i Revit, et program til 3D-modellering, til at teste og detaljere den planlagte opførelse af sterilcentralen. 3D-modellens bygningsdele er i detaljer blevet sammenkoblet med udførelsestidsplanen for byggeriet. Dette gør det muligt at simulere den planlagte opførelse af bygningen i forhold til blandt andet den afsatte plads og tid.
Årligt vil der kunne modtages, renses, steriliseres og pakkes instrumenter til 96.000 operationer.
IT-systemer sikrer processen
De ca. 4.100 m2 store sterilcentraler indeholder også varemodtagelse, grovvarelager og en tekniketage. Her bliver brugt operations- og hospitalsinstrumenter bragt, vasket, renset, pakket og kørt til et steril-lager indtil næste operation. Den helt store udfordring har været at implementere tre store IT-systemer, som hver for sig og sammen får hele processen til at køre på skinner.
Når brugt udstyr ankommer i lukkede transportvogne til sterilcentralen og venter på at blive tømt, har ét system styr på, hvad der venter, og hvilke vogne der er vigtigst at få tømt først. Et andet system kører udstyret til medarbejdere, der kontrollerer det, før det bliver vasket og steriliseret med damp automatisk. Og det sidste system sørger for, at robotterne gør det, de skal, så det gode flow er sikret.
Årligt vil der for hver sterilcentral kunne modtages, renses, steriliseres og pakkes instrumenter til 96.000 operationer.
Slut med tunge løft
Når den første sterilcentral står færdig på Rigshospitalet, bliver medarbejdernes arbejdsgang markant forbedret. Konceptet indebærer automatisering af stort set alle tunge og gentagne arbejdsprocesser ved brug af robotter, mini AGV’er og conveyer-systemer.
Hvor medarbejderne mange steder selv skal bære instrumenterne i dag, vil robotter fra efteråret 2019 bære instrumenterne til et højlager for sterilvarer med plads til ca. 11.000 enheder, hvorfra robotter igen vil plukke de varer, som hospitalerne har bestilt i centralen. Dette vil skabe et bedre arbejdsmiljø og reducere risikoen for arbejdsskader.
Med verdens første fuldautomatiserede sterilcentraler sætter Danmark en ny standard for hospitalslogistik.
Sterilcentralerne på Rigshospitalet og Herlev Hospital tages i brug 2019 og 2020.