Projekt

Tyske grøftesystemer fra Første Verdenskrig skal give fredet luftskibsbase nyt liv

Zeppeliner Thumbnail

Under Sønderjyllands muld bliver resterne af en hundrede år gammel tysk Zeppelinbase nedbrudt af regnvand. NIRAS har planlagt afvanding af området for at sikre dets overlevelse.

23. august, 2021
  • Sektor: Vand
  • Lande: Danmark
  • Klient: Tønder Kommune og Naturstyrelsen

Ved første øjekast ser den måske ikke ud af meget, men den gråbrune flyhangar, der står midt mellem marker og skov i Tønder, er én af verdens bedst bevarede hangarer fra Første Verdenskrig. Den er et historisk levn fra en tysk luftskibsbase, der husede kæmpe Zeppelin-luftskibe og Nordeuropas største bygning.

I juli 1918 blev det meste af luftskibsbasen jævnet med jorden under verdens første hangarskib-bårne luftangreb mod et landmål udført af englænderne, men i dag står den gamle flyhangar stadig intakt. Og hvis man går rundt i området omkring hangaren, kan man stadig finde strukturer og fundamenter fra luftskibshallerne og basen.

Området er i dag ejet af Tønder Kommune og Naturstyrelsen, og flyhangaren er en del af Zeppelin Tønder, som er et storstilet projekt om at vitalisere Zeppelinbasen til et internationalt oplevelses- og formidlingscenter om luftskibene, krigen i luften, fredelig sameksistens og flyteknologisk udvikling med grøn omstilling. Flyhangaren og de historiske fundamenter vil blive en vigtig del af oplevelsen. Men der er et problem.

Grundvandet i området står højt, og når det regner, samler regnvandet sig derfor omkring flyhangaren og baseområdet og nedbryder de historiske fundamenter fra Zeppelinbasen.

NIRAS har løst opgaven om at planlægge afvandingen af dele af det fortidsmindefredede område, så de gamle fundamenter bliver bevaret, og de fremtidige planer for området kan indfries.

Dronebilleder og gamle plantegninger

Men man kan ikke bare grave rør ned i jorden i et fortidsmindefredet område som den gamle Zeppelinbase, forklarer Morten Lauge Fejerskov, der er projektleder på opgaven. Derfor har det krævet en portion kreativ tænkning at finde en løsning, der både passer på naturen og de historiske samt kulturelle værdier på luftskibsbasen.

NIRAS’ løsning er at bruge tyskernes gamle dræningskanaler, som de brugte til at lede regnvandet væk under Første Verdenskrig. Mange af grøftesystemerne ligger i dag begravet under jorden, men ved at bruge både de gamle, originale tegninger af luftskibsbasen og topmoderne droneteknologi, er det lykkedes at identificere, præcis hvor de gamle grøfter ligger gemt, så de kan graves frem og blive taget i brug på ny.

Hensyn til biodiversitet og naturfredning

Afvandingen skal ske ved, at regnvandet ledes via de gamle grøftesystemer og ud i et nærtliggende vandløb. Men for ikke at overbelaste vandløbet, skal vandet først føres ud i et regnvandsbassin. Bassinet er tiltænkt som et nyt habitat for frøer og padder – og det integrerer dermed et biodiversitetshensyn i projektet.

NIRAS afleverede projekt og udbudsmaterialet 20. juni 2021 til Tønder Kommune, som herefter skal gennemføre afvandingen i praksis – en proces, der normalt ville tage omkring én måned. Men på grund af områdets historie, natur og fortidsmindefredning kan der gå op til 2,5 år før projektet er realiseret.

Inden afvandingen kan gå i gang, skal Slots- og Kulturstyrelsen nemlig give grønt lys til projektet, efter at der er foretaget en række test-udgravninger og stikprøver, der skal afgøre, om der gemmer sig bevaringsværdige fortidsminder i og omkring tyskernes grøfte-systemer. Hvis der gør det, bliver afvandingsprojektet sat på hold, og arkæologerne rykker ind i stedet.

Projektet forventes at være gennemført inden udgangen af 2023. Læs mere om projektet hos Tønder Kommune her.

Vil du vide mere?

Morten Lauge Fejerskov

Morten Lauge Fejerskov

Ekspertisechef

Aarhus, Denmark

+45 6020 1872

Se også: