Aalborg Forsyning og Aalborg Kommune fremskynder separatkloakering på baggrund af klimahensyn. Separatkloakeringen understøttes med en digital løsning – minkloak.dk.
5. marts, 2021
Ved separatkloakering opstår der fejlkoblinger. DANVA og Miljøstyrelsen estimerer, at der ved 2-10 % separatkloakeringer opstår fejlkoblinger, som medfører spildevand i åer og vandløb, en øget belastning af kloaknettet samt risiko for opstuvning i kældre ved kraftige regnskyl.
Egentlig havde Aalborg Kommune et mål om at være færdige med separatkloakering inden år 2065. Oprindeligt var målet sat til år 2100 som en del af Aalborg Forsynings ”Vision 2100”. Med et øget fokus på klimamæssige hensyn blev Aalborg Forsyning og Aalborg Kommune hurtigt enige om, at fejlkoblinger ikke kunne accepteres i Aalborg. Det blev derfor besluttet at fremskynde målet med 35 år.
Mål om nul fejlkoblinger
Aalborg Byråd satte et mål om nul fejlkoblinger i år 2028. Det førte til et tværgående projekt: ”0 fejl og i rette tid” mellem Aalborg Kommune og Aalborg Forsyning. På baggrund af dette ønskede man en række forskellige tiltag og hovedfokus var på det digitale. Undersøgelsen af, hvordan projektet kunne understøttes digitalt, startede.
Direktør Bo Laden fra Aalborg Forsyning kom på inspiration fra nummerplade.net, hvorfra alle tilgængelige informationer præsenteres. Med inspiration fra en sådan opbygget tilgang og et samtidigt træk på forskellige datakilder vil man med separatkloakeringen opnå en værdibaseret funktion for flere involverede aktører med samling af alle relevante kloakoplysninger på en platform. Aalborg Forsyning ønskede derfor en platform, der guider borgerne gennem et separatkloakeringsforløb, men samtidig oplyses kloakmestre, så antallet af fejlkoblinger mindskes.
Webløsningen MinKloak.dk
Aalborg Forsyning har udviklet en digital løsning i samarbejde med NIRAS, hvor såvel kloakmestre som borgere kan få oplysninger om kloakforholdene på en bestemt adresse.
Der er arbejdet med hvilke tilgængelige data, der skulle bruges, så datakilderne spænder bredt med alt fra GIS, administrationsprogrammer, spildevandsplan, drift- og vedligeholdelsessystemer, BBR, Tinglysningen, OIS, byggearkivet og til relevant dokumentation for kloakmestre. Med dette datagrundlag blev webløsningen, MinKloak.dk, udviklet.
Højner kundeservice
En anden gevinst med webløsningen er løftet af kundeservicecentret. Hvis en borger oplever et problem med sin kloak, kommer løsningen med en navigation på et problemforløb. Borgeren bliver oplyst på områder, man selv kan tjekke og afklare, hvordan et problem kan løses. Hvis der stadig er problemer, så bliver man henvist til en kloakmester i lokalområdet. Byens borgere kan direkte fra webløsningen indrapportere et kloakproblem. Al kommunikation bliver vist med let forståelige billedformater.
Siden giver således et overblik over hvem, der ejer hvad, hvem, der kan kontaktes, og hvem, der er ansvarlige eller kan hjælpe med en løsning af problemet. På denne måde får borgerne en præcis indikation af deres kloakforhold jf. spildevandsplanen. Desuden præsenterer webløsningen separatkloakeringsprojekter gennem et forløb, og her vises også muligheden for flytning af stik.
Benchmarking
En ekstra fordel med MinKloak-løsningen er, at der kan opsamles data om klager, samt sætte fokus på områder, der har brug for ekstra opmærksomhed. Dermed kan man lave en benchmarking af, hvor indsats og udvikling skal sættes ind.
Projektleder, Michael Hald Christensen, Aalborg Forsyning, siger:
”Med en digital platform får vi alle adgang til hurtige oplysninger om kloakforhold. Samtidig lettes kundeserviceafdelingen. Det kræver, at alle bidrager med en struktureret tilgang med dataoplysninger, men vi har i Aalborg undgået fejlkoblinger”. Michael Hald Christensen fortsætter: ”Vi har formået at skabe en brugervenlig platform, der fungerer som et kommunikations- og formidlingsværktøj, men som også hjælper på klimaet, så vi undgår, at spildevand løber ud i vores natur”.