Vandløb og søer
NIRAS har nogle af landets dygtigste folk, når det gælder vandløb og søer. Vi har flere end 40 eksperter på området, som bistår kommuner og forsyningsselskaber med alt fra det gode råd til den færdige løsning.
I Danmark er vi ofte gode til at gøre krav på ’førertrøjen’, når det gælder vandsektorens blå og grønne løsninger. Men den danske indsats for natur og vandmiljø fik en hård medfart i OECD’s seneste rapport (Environmental Policy Review), hvor en række alvorlige biodiversitets- og miljøudfordringer blev udpeget.
Vores udfordringer er blandt andet udledninger og overløb. Det er at opfylde de krav til tilstanden for vandmiljø, som er udstukket i vandplaner og EU’s vandrammedirektiv. Og det er øgede ønsker om håndtering af vand på terræn samt mere biodiversitet i regnvandsprojekter og afløbsprojekter.
Derfor skal de danske vandløb, søer og kyststrækninger have en bedre økologisk tilstand, end det er tilfældet i dag. Vi bør genfinde Danmarks vandmiljø-ambitioner fra 80’erne og 90’erne, og se på muligheder samt gevinster ved en forstærket indsats for et rent vandmiljø. Det vil gavne Danmarks natur og desuden sætte en vandmiljøstandard, som giver teknologieksport.
Komplet rådgivning inden for vandløb og søer
NIRAS har flere end 40 eksperter inden for vandløb og søer, som arbejder fra kontorer fordelt over hele landet. Vi er biologer, lystfiskere, naturgeografer, ’open water’-svømmere og ingeniører af baggrund, men vi er alle vandnørder af passion. Vi er forskellige, og derfor er vi ét af landets stærkeste hold – fordi forskellighed giver mere helstøbte løsninger til vandløb, ådale og de andre led i det blå trådnet.
Vores ekspertrådgivere besidder dyb biologisk ekspertise og har de seneste 10 år udført flere end 100 projekter – for eksempel forundersøgelser, detailprojekter eller tilsyn og byggeledelse for projekter i regi af Vandplan I og II, samt LIFE-projekter, Natura 2000 samt adskillige projekter udført på kommunernes eget initiativ. Hertil kommer vand- og naturprojekter udført for forsyningsselskaber.
Vi yder ekspertrådgivning inden for:
- Naturprojekter og naturbeskyttelse
- Vandplaner og naturplaner
- Vandrammedirektivet
- Vandløbs- og sø-projekter i relation til klimatilpasning
- Vandløbs- og naturgenopretninger samt erstatningsnatur
- Vandløbsadministration
- Vandløbsloven, -restaurering, -regulering
- Undersøgelser af vandkvalitet, biodiversitet og økologisk tilstand
- Biomanipulation
- Naturforvaltning, landbrug og dambrug
- Husdyrbekendtgørelsen
- Vandmiljø og anlæg i forbindelse med infrastrukturprojekter (genskabelse)
Faglig passion for vandmiljøet
Vores tilgang i projekterne er høj faglig kvalitet og passion for vandmiljøet. Sådan leverer vi helhedsorienteret vandplanlægning ud fra konceptet HELVA, hvor tværfagligheden er i højsædet, og specialiteterne er de naturbaserede løsninger til kreativ klimatilpasning på kanten af byen, hvor biodiversitet og rekreative områder integreres i løsningerne.
Her er en række eksempler på steder i Danmark, som i dag har bedre natur- og vandmiljø efter ekspertrådgivning fra NIRAS’ specialister inden for vandløb og søer: Ringsted Ådal, Flyvestation Værløse, Sillebro Ådal, Karlstrup Mose, Ledreborg Å, Usserød Å, Suså og mange flere kunne nævnes.