Blandt nomader i Kaukasus: Kom med Grethe Bille på valgmission i Azerbaijan

Der er øjeblikke i livet, man vil huske altid.

Vi var kørt ud for at kortlægge vores AOO – Area of Observation – ved foden af Kaukasus-bjergene. Området omfattede enkelte landsbyer i bjergene, men de var vanskeligt tilgængelige, og jeg var lidt betænkelig, da vores chauffør foreslog, at vi kombinerede et besøg i en landsby med at køre op til et populært udsigtssted i bjergene for at få et indtryk af den vældige natur. Sådan et lille frikvarter fra den officielle dagsorden, når vi nu var så langt hjemmefra. Og i øvrigt anbefalet os af vores LTO'er - longterm observers i det omfang, vi kunne få tid til det.

Min team-partner, Stephen, var fra Arizona i USA og vores tolk og chauffør var i sagens natur fra Azerbaijan. De var alle tre mænd, og selv om det er en uskreven regel ved bilkørsel på missioner, at den enkelte har vetoret i tvivlsspørgsmål om sikkerheden, ville jeg imidlertid ikke gå glip af en oplevelse og lod mig overtale af deres drengede begejstring. Føret var lidt fedtet, men bilen var god og chaufføren var rutineret og kørte efter forholdene, og en halv time efter var vi omgivet af de vildeste bjerge, jeg har set, og jeg har set en del igennem livet på mine rejser i verden. Vi stod ud af bilen og kikkede os betaget omkring. Bjergkammene var snedækkede, og pludselig – som forudbestilt – begyndte sneen at dale ganske stille ned. Øjeblikket var magisk, og vi stillede os med hinanden i hænderne og opadvendte ansigter og smilede fra øre til øre, mens sneen lagde sig i håret.  En dansker, en amerikaner, to azerbaijanere forenet i et af livets moments. Vi mødte overraskende vores LTOer, som inspireret af deres egen anbefaling også var på en lille udflugt i bjergene her dagen før valget. Mariam var fra Georgien og Tajana var fra Serbien. På tilbagevejen mødte vi en hestekaravane, og drøftede, hvorvidt den var medvirkende i en optagelse til en centralasiatisk Western eller om det var ægte nomader på vandring.

Vi befandt os i Quba/Khachmaz-regionen i det nordøstlige hjørne af Azerbaijan med grænse til Dagestan, som er en autonom republik i Rusland. Quba ligger ved foden af Kaukasus og med Det Kaspiske Hav mod øst. Min partner og jeg var ankommet dagen i forvejen fra hovedstaden Baku.

Azerbaijan – en af de tidligere sovjetrussiske republikker – blev selvstændigt i 1991. Landet har siden ligget i strid med Armenien og Rusland, men også internt om enklaven Nagorno-Karabakh. I september 2023 udarbejdede Azerbaijan og Armenien i fælleskab og uden fremmed indblanding et udkast til en fredsaftale, hvorefter 100.000 armenere forlod Azerbaijan.

Landet har grænse til Georgien og Dagestan (Rusland) i nord og til Armenien og Iran i syd og sydvest. Der er omkring 10 mio. indbyggere, heraf omkring 47-48.000 i Quba-regionen. Landet er rigt på olie, men olieindtægterne kommer næppe den fattige del af befolkningen til gode.

”Det er den eneste form for service, vi får fra det offentlige”, sagde Ziya, vores tolk, lidt sarkastisk, da vi på tankstationen fik tanket op af en servicemedarbejder og ikke selv skulle ud af bilen for at gøre det. Han ville gerne til Europa i håb om at få et arbejde og et bedre socialt sikkerhedsnet. Han afslørede i øvrigt et indgående kendskab til og interesse for de skandinaviske vikinger og de nordiske guder samt til Harald Bluetooth, som jeg lige måtte tænke mig om en ekstra gang for at genkende i hans udtale.

Måske kommer hans interesse for vikingerne fra det etnisk set dybt interessante område i den del af verden, han selv er vokset op i. I de kaukasiske bjerge har der gennem tiden været nomadestammer, og Azerbaijans grænser har været flydende. I landets kulturarv indgår træk fra persiske, arabiske, tyrkiske og europæiske civilisationer. I vores distrikt var der en stor jødisk bosættelse ved navn Red Town med et indbyggerantal på ca. 36.000. Bjergjøder har været bosat i Kaukasus i årtusinder, og denne bosættelse antages at være den eneste rent jødiske bosættelse uden for Israel og USA. Interessant i et overvejende shia-muslimsk samfund som Azerbaijan, og tilsyneladende velintegreret i det omgivende samfund. Af etniske minoriteter er der russere, tyrkere, tatarer, ukrainere samt lezginere, som er fra Dagestan. Minoriteterne synes også velintegrerede i det omgivende samfund og taler azerbadjani som deres officielle sprog.

Blandt andet oplysende materiale om valget samt praktiske oplysninger, vi får udsendt forud for valget fra OSCE, får vi tilsendt lister med navnene på samtlige deltagende internationale observatører, hvorved vi kan se, hvor vi skal udsendes til samt navnet på vores team-partner. For første gang – i hvert fald i de missioner, jeg har været udsendt i - var det ikke oplyst, hvilket land observatørerne kom fra. Og jeg tror, men ved det ikke, at det var af hensyn til de russiske observatører. For at ingen af os skulle være forudindtaget mod en eventuel russisk team-partner i en tid, hvor Rusland er i ”bad standing” på grund af krigen i Ukraine. Ikke, at jeg tror, at nogle af os, som er ude i demokratiets tjeneste, ville opføre os uprofessionelt over for en kollega eller lade vores syn på krigen smitte af på den enkelte russer.

Men det var påfaldende, at ikke engang i den altid med spænding imødesete booklet, som indeholder navnene på og sammensætningen af de forskellige LTO-teams, var landene, vi var udsendt fra, oplyst. Og ved det sædvanlige velkomstmøde ved ankomsten til Quba, var den almindelige præsentationsrunde udeladt. Vi var fjorten korttidsobservatører, heraf to kvindelige russiske observatører, men det fandt vi først ud af senere ved socialt samvær og nysgerrighed efter at vide mere om hinanden. I de få dage, vi opholdt os i Baku, spiste vi ofte sammen med vores LTOer om aftenen på hotellet. Mariam var fra Georgien og studerede filosofi. I den forbindelse fortalte hun mig, at hun var en stor beundrer af Søren Kirkegaard, og jeg var oplivet af, at både Harald Blaatand og Søren Kirkegaard var på hitlisten i Kaukasus-området.

Senere erfarede jeg ved snak med en lokal observatør, at Azerbaijan havde været værtsnation i slutrunden af EM i fodbold i 2021 og havde spillet mod Danmark. De fik vist nok bøllebank, men det sagde han ikke noget om.

LTO-team 405

Vi havde halvanden dag forud for valget den 7. februar til at orientere os i vores valgdistrikt og kortlægge valgstederne, så vi ikke skulle spilde for megen tid på valgdagen med at lede efter dem.

Vi – Stephen og jeg – var blevet præsenteret for vores tolk og chauffør og havde skrevet kontrakt med dem. Vores tolk hed Ziya og vores chauffør hed Kamran, og vi havde alle fire en god karma indbyrdes fra starten. Det er vigtigt, når man skal tilbringe 3-4 dage sammen i en bil. De tre andre var alle mænd og en god del yngre end mig. Men det havde jeg prøvet før, og jeg er god til at formidle oplevelsen af, at vi er ude i en opgave, der er bygget på teamwork ved også at inddrage chaufføren, som ikke altid taler engelsk, i samtalen med tolkens hjælp. Det gælder selvfølgelig ikke de mere valgtekniske emner, som kun vedrørte mig og Stephen, men en sund humoristisk sans er med til at lette stemningen på de lange bilture og er tværkulturel.

Stephen og jeg var straks på bølgelængde lige fra vores første møde ved briefingen i Buka. Stephen oplyste, at det var hans første mission som valgobservatør, og at han var glad for, at han var sat i team med mig, som har mange valgmissioner bag mig. Nu forholdt det sig sådan, at Stephen ud over sit professionelle arbejdsliv, hvor han var fotograf og public director/designer, også var politiker og havde været opstillet som senator for demokraterne i Arizona, hvor han boede. Så egentlig var han helt fortrolig med valgsystemet indefra – i hvert fald det amerikanske – men det var en elskværdig gestus, at han stillede sig ydmyg overfor, at det var mig, der var den erfarne, og ham, der skulle lære.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at respekten for erfaring ikke altid er ligestillet, og slet ikke i et mandsdomineret samfund. Da vi aflagde spontane besøg på valgsteder dagen før valget for at præsentere os og for at få et indtryk af forberedelserne til valgdagen, viste det sig, at valgkomitéerne i overvejende grad bestod af mænd. I andre missioner har det ofte været kvinderne, der bestred dette ansvarsfulde job.

Stephen havde en naturlig pondus i kraft af sit liv som politiker, han var næsten to meter høj, og når vi trådte ind på et valgsted med vores tolk, tiltrak han sig naturligt de tilstedeværende mænds opmærksomhed, og de stilede direkte hen til ham og rystede hænder og bød velkommen. Og de vendte sig herefter til mig, da det gik op for dem, at vi var to OSCE-observatører, og lagde høfligt hånden på brystet til hilsen og fortsatte så samtalen med Stephen.

Da Stephen og jeg sammen gennemgik den kommende dags program samme aften, var jeg nødt til at sige det til ham. At jeg godt kunne leve med, at være en biperson i vores præsentation, så længe jeg ikke var det i vores samarbejde. Vi grinede faktisk lidt af det, for det var jo også lidt sjovt, men egentlig var det godt lige at få sat det på plads, inden det gik løs næste dag, hvor der ikke ville være så meget tid til at drøfte rollefordelingen. Og den blev vi meget harmonisk enige om, idet vi skiftedes til at være den, der stillede de relevante spørgsmål til lederen af valgkomitéen på et belejligt tidspunkt, mens den anden satte sig sammen med de øvrige observatører og gjorde sine iagttagelser af det overordnede forløb af valghandlingen og rammerne for det.

Vi brugte 30-40 minutter hvert valgsted og herefter tog vi behørigt afsked med valgkomitéen og satte os ud i bilen og talte om vores observationer og udfyldte de påkrævede formularer efter konsensus og sendte dem af sted til den centrale valgkomité i Baku med vores magiske, elektroniske pen.

Valgdagen

Men lad os starte med åbningen af valget den 7. februar. Vi havde planlagt vores rute aftenen i forvejen - en rute, som vi kun afslørede for vores chauffør fra sted til sted – således at han ikke kunne advisere vores besøg i det næste valgsted, hvis han kunne finde på det. Vi havde valgt at overvære åbningen i ” Red Town”, den store jødiske bosættelse i Quba med ca. 3600 jødiske indbyggere. Kendt som bjergjøder har de været bosat i Kaukasus i årtusinder, skønt der er mange forskellige samfund og genbosættelser. Bjergjøder har deres egen version af judaismen, som kombinerer Det gamle Testamente med andre traditionsrige ritualer så vel som med en smule mysticisme. De taler også deres eget sprog – judeo-tat eller juhuri, beslægtet med den persiske sprogstamme.

Da vi mødte frem til Red Town en halv time før åbningen af valget kl. 8, stod der en lang række af unge kvinder og ventede på uddannelsesstedet, hvor valget skulle finde sted. Det var lidt påfaldende med så mange unge vælgere, og vi tænkte på, om de var førstegangsvælgere eller blot elever på skolen, som på den anden side var lukket for undervisning den dag. De var særdeles velklædte eller havde i hvert fald gjort meget ud af deres påklædning og udseende, iført sko eller støvler med høje hæle og stylet med perfekt makeup på dette tidlige tidspunkt af dagen.

De var ikke vælgere – ej heller elever på skolen, og da de fik øje på os, forsvandt de efter, for et syns skyld at have kastet et blik på de ophængte lister med kandidater. De var der sandsynligvis for at påvirke stemningen til fordel for den siddende præsident, men dette var vores personlige vurdering og er uden for vores officielle agenda.

Dagen forløb, som den slags forløber, når man har prøvet det mange gange før, og så alligevel aldrig helt det samme. Ud af biler og ind i biler, udfyldelse af skemaer, hilse på mange mennesker -  ”Dobre Dan” - og trykke mandenæver for Stephens vedkommende og lægge hånden på hjertet for mit. Stephen var som et barn i en legetøjsbutik i sin begejstring over mødet med befolkningen i en fremmed kultur på denne demokratiets festdag. Og denne begejstring delte vi over det privilegium, det var at være observatør til valget i Azerbaijan og se vælgerne, gamle som unge, opfylde deres demokratiske ret til at stemme. Hvor stor forventningen var til valget, er tvivlsomt. Der var syv opstillede kandidater til valget, heraf den siddende præsident Ilham Aliyev, som blev valgt i 2003 for New Azerbaijan Party og har siddet der siden. Og hans kone er vicepræsident.

De fleste af vores valgsteder lå inden for byområdet og et par enkelte i landområder. Stephen tiltrak sig, som forventet, den største opmærksomhed i kraft af sin størrelse og karisma, men nu var det jo heller ikke os, det drejede sig om, og jeg nød mine grå hårs privilegium, som gav mig ekstra opmærksomhed fra de tilstedeværende parti- og NGO-observatører, som beredvilligt tilbød mig en plads imellem sig, hvorved jeg bedre kunne danne mig et overblik over stedets atmosfære og logistiske opstilling. Vi blev modtaget – de fleste steder med venlighed, nogle steder med overraskelse, enkelte steder med nervøsitet over at få besøg af to internationale observatører, og et enkelt sted med skepsis.

Min oplevelse af valgkomitéernes arbejde i Azerbaijan var her, som andre steder, jeg har været, at komitémedlemmerne sætter en ære i at følge reglerne for afholdelse af valg til punkt og prikke. Jeg har ikke set bundter af stemmesedler i den transparente valgurne, hvilket også ville være vanskeligt på grund af den snævre sprække, igennem hvilken den omfangsrige stemmeseddel skal puttes igennem. Når jeg nævner det, er det fordi, det ofte er det eksempel, der fremhæves i medierne efterfølgende, som bevis på valgsvindel. Jeg siger ikke, at det ikke finder sted, men har vanskeligt ved at se hvordan, idet de transparente valgurner bliver præsenteret som tomme ved valgets åbning, og at det som sagt er vanskeligt at klemme mere end én sammenfoldet stemmeseddel gennem sprækken.

Min opfattelse er, at valgsvindel eller tiltag til at påvirke valgets udfald som oftest finder sted inden valget ved at forhindre kandidater i at komme til orde eller synliggøre sig i medierne eller i det offentlige rum. Men det betyder ikke, at der ikke finder uregelmæssigheder sted i valgproceduren. Det er for det meste mindre betydningsfulde proceduremæssige fejl, som ikke kan betegnes som valgsvindel og ikke har betydning for valgets udfald. Men den slags blev selvfølgelig nævnt i vores efterfølgende rapport.

Valgnatten

Efter en indpasset pause om eftermiddagen på et par timer til at spise frokost samt få et hvil, inden det gik løs i valgnatten, springer jeg direkte frem til det valgsted, der blev scenen for vores observation af lukningen af valget og den efterfølgende valgnat. Vi havde forinden aflagt besøg i et supermarked for at forsyne os med vand, frugt, chokolade og saltkiks til at holde os kørende natten igennem. Vi ankom til det sidste valgsted kl. 18:35. Stedet var udpeget ved lodtrækning, som reglerne siger, for ikke at vælge det mest bekvemme for os selv i forhold til antal af vælgere og afstand til distriktskomitéen, hvortil valgmaterialet skal bringes efter den færdige optælling, og i hvilken eskorte vi forventedes at deltage.

Ved dette valgsted var lederen af valgkomitéen for en gangs skyld en kvinde. Det betød nu ikke, at min partner tiltrak sig mindre opmærksomhed. Tværtimod. Kvinden var velklædt, som de fleste i valgkomitéen sætter en ære i at være på denne dag og hun gav Stephen sin fulde opmærksomhed. Jeg gik uanfægtet i gang med at skaffe os plads blandt de øvrige tilstedeværende  observatører – partiobservatører som NGO’er, som nysgerrigt og villigt gav plads til os – to internationale observatører og en tolk – samt vores OSCE-mapper og poser med overlevelsesforsyninger. Og her var det, at en observatør med stolthed fortalte mig, at Azerbaijan havde været vært ved slutrunden af VM i fodbold i 2021 samt at landet skulle være vært for COP29 – FN-klimatopmødet i november 2024.

Efter den behørige erklæring om valgets afslutning blev de ubrugte stemmesedler talt op og stemplet og afklippet i hjørnet. Stemplingen af sedlerne skulle have været foretaget forud for valget, og det blev noteret. Der var efter optællingen 218 ubrugte stemmesedler, og proceduren omkring dem tog uhørt og uforholdsmæssig lang tid. Det gav vi selvfølgelig ikke udtryk for over for valgkomitéen, men sædvanligvis foregår det i samarbejde mellem formanden og et andet godkendt medlem i valgkomitéen, hvor den ene tæller sedlerne op i bundter på ti ved rutineret gennembladning, hvorefter hjørnerne bliver klippet af bundtvis af en anden og en tredje pakker dem sammen. Antallet af brugte og ubrugte og ugyldige stemmesedler skal stemme med det udleverede antal stemmesedler på valgstedet tilsidst. Optællingen af 218 ubrugte stemmesedler burde kunne overstås hurtigt, hvorefter man kan gå i gang med optællingen af de udfyldte stemmesedler, som omfatter konsensus omkring de stemmesedler, som måtte anses for ugyldige af den ene eller den anden grund.

Den kvindelige chairman på dette sted gjorde imidlertid et drama ud af optællingen af de 218 ubrugte stemmesedler. Hun holdt hver enkelt op og klippede med stor akkuratesse et hjørne af sedlen og stemplede den. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at det tog næsten fire timer. Kvinden tog sine pauser og tog sig af og til lidende til ryggen. Det havde også været en lang dag, men på et tidspunkt blev vi bekymrede for hende. Hun virkede nervøs og stresset, og det blev ikke mindre, som aftenen skred frem. Det er vores opfattelse, at hun ved at trække optællingen ud håbede, at vi mistede tålmodigheden og forsvandt.

Den efterfølgende optælling af de gyldige stemmesedler med fordeling på kandidater foregik hurtigere, idet den var fordelt på samtlige komitémedlemmer. Da stemmerne endelig var talt op, og tallene skulle indføres i valgprotokollen, nægtede sekretæren i valgkomitéen os adgang til det rum, i hvilket hun og formanden trak sig tilbage. Det gjorde hun angiveligt af hensyn til forkvindens  tilstand, hvis charmeoffensiv over for Stephen for længst var forsvundet. Vi havde ellers på ingen måde grebet forstyrrende ind i optællingsproceduren, men bevæget os forsigtigt rundt i lokalet og stillet vores spørgsmål, når det var muligt. Det er imidlertid en krævende opgave at udfylde det påkrævede antal valgprotokoller i hånden på et tidspunkt, hvor trætheden for længst har indfundet sig. Og derved også forståeligt at gøre det i et andet lokale end der, hvor de lokale partiobservatører sidder og venter på de endelige tal, mens deres telefoner bimler i forskellige tonearter. Som OSCE-observatører har vi imidlertid krav på at overvære udfyldelse af protokollerne eller i hvert fald et kik for at se, hvordan det bliver udført, men hensynet til kvindens mentale tilstand forbød os at gøre mere ud af det, og vi nøjedes med at indrapportere hændelsen til LTO’erne.

Endelig. Alt var talt op, tallene stemte og valgprotokollerne var udfyldt i det fornødne antal. Vi fik vores eksemplar, og herefter blev alt pakket ned. Og når jeg siger alt, så er det virkelig alt fra blyanter og stempler og blæk og alt valget vedrørende. Det gik til gengæld hurtigt, og et godt stykke på den anden side af midnat blev lokalet tømt, og vi lagde os i kølvandet på rækken af biler, der med politiet i spidsen eskorterede valgmaterialet til  distriktskomitéen i Quba.

Vores LTO’ere anbefalede os at gå hjem og få sovet og møde op igen om morgenen kl. 8 for at få de færdige valgprotokoller for hele regionen. Vi kom til at vente længe, for der var ikke et øje ud over opsynsmænd til stede, da vi kom lidt klatøjede, som vi var blevet bedt om, og kommissionsformanden kom først kl. 10. En times tid efter var alt klart, og vi kørte hjem til hotellet til debriefing og afregning med vores tolk og chauffør, med hvem vi havde tilbragt et par hektiske døgn. Vi udvekslede mailadresser og WhatsApp til senere udveksling af billeder. Vi nåede omkring den lokale bazar, som overvejende var tyrkisk, og vi fik købt krydderier og baclava og nødder, og Stephen købte et par tæpper, som jeg undrede mig over, hvordan han ville få med sig til Arizona. Men han var som sagt en stor mand og kunne slæbe en del.

’”Du er mit forbillede. Jeg vil også rejse rundt i verden i mit liv og opleve lige så meget, som du har gjort og stadig gør”.

Det sagde Mariam fra Georgien til mig ved afskeden, og da jeg er billigt til salg for velmente udtalelser fra – især unge mennesker – får det lov at stå.

Tekst: Grethe Bille

Billeder: Stephen Farley