Valgobservationsmissioner

DSC05920 Lokationen For Afstemning Er Ikke Afgørende Den Kan Etableres Hvor Som Helst Her Et Valgsted På Savannen I Burkina

Valgsted på savannen i Burkina Faso. Foto: Susse Bøtefyhr

Udsendelsesfacilitet for Fred og Demokrati udsender valgobservatører til valgmissioner primært til OSCE/ODIHR og EU-valgmissioner

Når man er optaget i UFD-databasen og søger om at blive valgobservatør, lægges der vægt på følgende udvælgelseskriterier:

  • De efterspurgte kompetencer fra OSCE/EU
  • Et ønske om kønsbalance, som OSCE/EU også lægger vægt på
  • En alders/erfaringsmæssig spredning
  • Behov for at give UFD´ere, der efterhånden har haft en række STO missioner muligheden for at få en LTO mission
  • Ønske om at give observatører, der har en del erfaring fra OSCE missioner mulighed for at prøve kræfter med EU missioner. Bemærk: Udsendelse i EU regi kræver som udgangspunkt minimum 2 udsendelser som valgobservatør i andet regi
  • Behov for at optræne valgobservatører til EU missioner – fx observatører, der kan de efterspurgte sprog (spansk, fransk, portugisisk på C1 niveau i den Europæiske referenceramme)
  • Samtidig vurderes observatører, der kvalificerer sig til en mission også vurderes ud fra, hvornår de sidst var udsendt, således at der på bedst mulig vis sikres, at UFD´ernes kompetencer vedligeholdes

Valgobservationer

UFD indstiller primært observatører til valg (Election Observation Mission, EOM) via EU og OSCE.

Nedenstående links lister samtlige valg der forventes afholdt, og der tages forbehold for, at UM/UFD ikke anmodes om at indstille kandidater til alle valg samt at det ikke er alle anmodninger, som Udenrigsministeriet vælger at følge. 

Som UFD’er forventes man at kunne varetage komplicerede opgaver under vanskelige arbejdsvilkår over hele verden. Derfor lægger Udenrigsministeriet vægt på, at de personer, der optages i UFD, lever op til de høje krav om personlige og faglige kompetencer, der stilles fra blandt andre EU, FN og OSCE.

Optagelse

For at blive udsendt som valgobservatør, skal man være optaget som UFD-medlem. Se afsnittet om “Krav inden udsendelse”.

Optagelse sker på basis af en ansøgning og en samtale. For at komme i betragtning, skal man:

  • Være dansk statsborger
  • Have en solid faglig baggrund
  • Beherske engelsk (C1 i den europæiske referenceramme), derudover er det en fordel at beherske fransk, spansk eller portugisisk på arbejdsniveau både mundtligt og skriftligt
  • Udvise engagement, kulturel forståelse samt have gode kommunikations- og samarbejdsevner 
  • Kunne arbejde under pres i uvante og krævende omgivelser
  • Være indstillet på at blive udsendt med kort varsel

Krav inden udsendelse

For at blive udsendt som valgobservatør gennem UFD, skal man optages i UFD-databasen. Hvis man findes kvalificeret til optagelse, er det et krav, at man har:

  • Gennemført UFD introkursus
  • Gennemført sikkerhedskursus
  • Opnået den fornødne sikkerhedsgodkendelse: EU Secret
  • Indhentet en helbredserklæring ifølge hvilken man er ”fit for mission”. Erklæringen må højest være 1 år gammel og det til enhver tid gældende UFD-format skal benyttes
  • Udsendelse sker på de vilkår, der er fastlagt i UFD-Reglementet

ODIHR/OSCE's valgobservationsmissioner

ODIHR/OSCE har udsendt valgobservationsmissioner siden 1991. Med henblik på langsigtet planlægning har ODIHR oprettet en offentlig valgkalender på sin hjemmeside. Danmark deltager i valgobservationer i lande som er prioriteret af Udenrigsministeriet. Siden 2000'erne er valgobservationsmissioner også blevet udsendt til vestlige eller etablerede demokratier. Fremtrædende eksempler på dette er ODIHR-missionerne til USA. Tyskland er også regelmæssigt vært for internationale eksperter fra ODIHR og andre internationale organisationer, som hovedsageligt overvåger visse aspekter af parlamentsvalg.

  • ODIHR blev grundlagt i 1991, med hovedkvarter i Warszawa
  • Der er 57 deltagende stater – fra Vancouver til Vladivostok
  • ODIHR udsender kun missioner til OSCE-deltagerstater
  • Organisationen udfører i gennemsnit 30 valgobservationsmissioner om året

Danmark deltager i udvalgte missioner baseret på UM's politiske prioriteter, og udelukkende til DAC-lande.

Ved OSCE-missioner kan man normalt regne med at skulle deltage, hvis man indstilles hertil af UFD.

Observatører ved OSCE-missioner ansættes på kontrakt med UM/UFD. Løn og vilkår følger UFD Reglementet.

Derudover sørger UFD for alt det praktiske ved udsendelsen, herunder flybillet, kontrakt, forskud, forsikring m.v.

Se mere om ODIHR/OSCE valg her.

EU's valgobservationsmissioner

EU har gennemført valgobservationsmissioner siden 1993, men kun for valg, der finder sted uden for EU. Der er en etableret arbejdsdeling mellem OSCE og EU: OSCE overvåger valg i sine OSCE-medlemslande, mens EU potentielt kan foretage valgovervågning i alle andre lande. Siden 2000 er der blevet udført over 150 valgobservationsmissioner i EU-regi rundt om i verden. Med projektet Election Observation and Democracy Support (EODS) udfører EU uddannelse inden for valgobservation. Læs mere her.

Ved EU-valgmissioner indstiller UFD kandidater til EU. Den endelige udvælgelse foretages af EU selv, og besked om udvælgelse sendes direkte fra EU til de indstillede kandidater. I gennemsnit udvælges ca. 1/3 af de kandidater som UFD indstiller til EU.

EU lægger vægt på tidligere erfaring som valgobservatør, hvorfor det kan være svært at blive valgt som nybegynder, uanset hvor meget erfaring man har fra det pågældende land. På grund af dette kriterie vil man igennem UFD som regel først få tilbudt en række OSCE-missioner, før man indstilles til en EU-mission.

Observatører ved EU-missioner ansættes ikke på kontrakt med UM/UFD, men modtager per diems og i særlige tilfælde fixed daily lump sum fra EU.

Alt vedrørende flyrejse, lokaltransport, dagpenge, hotelbestilling, forsikringer osv. varetages af EU eller af EU's 'Implementing Partner' i overensstemmelse med de tariffer og retningslinjer, som EU har fastlagt for sine valgobservationsmissioner.

Se mere om EU valg her.

Hvad er en korttidsobservatør (STO)

Korttidsobservatører er observatører, der følger udviklingen på valgdagen. De ankommer ca. 4 dage før selve valget til missionslandet hovedstad, hvor de modtager en omfattende briefing af Core Team. Derefter rejser STO’erne til deres ansvarsområde i multinationale teams på to. På valgdagen besøger STO-holdene op til 12 valgsteder, indsamler data og observerer valghandlingen.

Varigheden af en udsendelse som STO til en OSCE-mission er som regel ca. 8 dage.

En udsendelse som STO til en EU-mission er ofte af lidt længere varighed.

Korttidsobservatører ved OSCE-valgmissioner ansættes på kontrakt med UM/UFD.

Korttidsobservatører ved EU-valgmissioner har ikke en kontrakt med UM/UFD, men modtager per diems fra EU.

Hvad er en langtidsobservatør (LTO)

Langtidsobservatører (LTO) arbejder fuldtid i 4 uger til 3 måneder i en valgmission. Også i multinationale teams på to er de øjne og ører for missionen på tværs af hele operationsområdet. LTO'er analyserer den politiske kontekst og valgkampen forud for valgdagen. De mødes med myndigheder, repræsentanter for medierne og civilsamfundet og rapporterer til Core Team. De koordinerer også STO-holdenes arbejde på deres respektive områder og følger udviklingen på selve valgdagen.

Langtidsobservatører ved OSCE-valgmissioner ansættes på kontrakt med UM/UFD. Langtidsobservatører ved EU-valgmissioner har ikke en kontrakt med UM/UFD, men modtager per diems fra EU samt i særlige tilfælde fixed daily lump sum fra EU.

Hvad er Core Team

Core Team er ansvarlig for koordineringen af missionen på stedet. Core Team udsendes til værtslandet flere uger før valget og forbereder blandt andet langtidsobservatørernes (LTO'ers) arbejde.

Der kan ikke søges til udsendelse som Core Team Gennem UFD. Core team stillinger søges direkte ved EU eller OSCE og opslags slås op på deres respektive hjemmesider:

Nedenstående link lister samtlige valg, der forventes afholdt, og der tages forbehold for, at UFD ikke anmodes om at indstille kandidater til alle valg samt, at det ikke er alle anmodninger, som UFD vælger at følge.